To hjemløse tiltalt: Mishandlede 35-årig i timevis, før de dræbte ham

Mystik om motivet til drab i Vanløse

Den 35-årige blev mishandlet og dræbt i sin lejlighed på Randbølvej i Vanløse. Foto: Kenneth Meyer
Den 35-årige blev mishandlet og dræbt i sin lejlighed på Randbølvej i Vanløse. Foto: Kenneth Meyer

To hjemløse mænd på 19 og 57 år er tiltalt for en grusom afstraffelse af en 35-årig mand i hans lejlighed i Vanløse, der endte med, at han blev dræbt med to knivstik i ryggen.

Mændene, der nægter sig skyldige, stilles for et nævningeting ved Retten på Frederiksberg 8. januar. Retssagen strækker sig over fire dage.

Den ældste af de tiltalte er helt usædvanligt på fri fod, selvom han er tiltalt for drab og risikerer mange års fængsel, hvis han bliver kendt skyldig.

Anklageskriftet beskriver den uhyggelige vold, som den 35-årige blev udsat for og som eskalerede aftenen igennem 4. december 2017 mellem klokken 18.48 og 22.56 på Randbølvej.

Ifølge tiltalen startede overfaldet med, at den 19-årige slog offeret flere gange med knyttede næver på kroppen og i hovedet, mens den 57-årige holdt offeret fast ved benene.

Derefter tog den 57-årige over, og slog offeret med knytnæver.

Mishandlet med koben
Så greb den 19-årige et koben og slog den 35-årige i ansigtet adskillige gange med kobenets skarpe ende, mens den 57-årige holdt offeret fast ved benene. Den 35-årige fik mange kvæstningssår i ansigtet.

Tiltalen beskriver, at volden herefter blev endnu grovere. Den 57-årige trak offerets bukser ned, hvorefter den 19-årige stak manden fire gange i venstre lår med en kniv.

Til sidst fik den 35-årige to knivstik i ryggen, der medførte at begge hans lunger kollapsede og han døde af indre og ydre blødninger.

Liget af den 35-årige blev fundet af politiet, da den 19-årige henvendte sig til en tilfældig person på gaden neden for lejligheden og bad vedkommende om at ringe 112.

Politiet fik anmeldelsen klokken 23.22. Den 19-årige blev varetægtsfængslet dagen efter, mens den 57-årige blev fængslet fire dage senere. Han blev løsladt senere i efterforskningen.

Motivet til afstraffelsen og drabet fortaber sig lidt i tågerne i et misbrugsmiljø.

Politiet har dog en idé om, hvorfor den 35-årige skulle dræbes, og anklager Johnnie Nymann Jensen vil forsøge at belyse det mulige motiv under retssagen, hvor der skal afhøres en del vidner.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere