To kolleger døde i gårdbrand

Politiets efterforskningschef oplyser, at det var en 23-årig litauer og en anden udenlandsk kollega, som natten til tirsdag døde i uopklaret brand i landejendom tæt ved Ikea-varehus

Video/redigering: Kenneth Meyer/Kristian Hansen

HØJE TAASTRUP: Det var to udenlandske håndværker-kolleger, der omkom natten til tirsdag efter en voldsom brand på en øde beliggende landejendom på Stenløsevej vest for Taastrup.

Ejendommen ligger få hundrede meter fra Ikeas boligvarehus.

Ole Nielsen, efterforskningschef og politikommissær i Midt- og Vestsjællands Politi, oplyser til Ekstra Bladet at den ene af de afdøde mænd er en 23-årig mand fra Litauen. Mandens familie er underrettet om mandens bortgang.

- Den anden afdøde mand er også af udenlandsk nationalitet, men vi har ikke identificeret ham med sikkerhed endnu, siger Ole Nielsen.

De to mænd boede til leje i den nu nedbrændte ejendom og arbejdede begge som håndværkere i Danmark.

Det nedlagte landbrug ligger for enden af en privat grusvej klos op ad Holbækmotorvejens spor i østlig retning.

Københavns Vestegns Politi modtog første alarmopkald klokken 1.50 fra en forbipasserende bilist på motorvejen.

- Det er chokerende, at der er to mennesker, der er døde, sagde naboen Jack Larsen til Ekstra Bladet. Han blev vækket af politiets udrykningskøretøjer og vågnede op til synet af høje flammer omkring naboejendommen cirka 100 meter borte.

Forkullede mure
Der er nu kun forkullede mure tilbage af vinkel-ejendommens to beboelseshuse. En af de afdøde befandt sig på første sal i det ene hus og den anden i samme bygnings stueetage.

I nattens løb blev de resterende lejere evakueret. En af beboerne er dansker, tre er kroater og syv litauere. Der var udelukkende tale om mænd. Ingen af de overlevende beboere har lidt overlast rent fysisk.

Ekstra Bladet erfarer, at de alle arbejdede som håndværkere.

Politikommissær Ole Nielsen oplyser, at det stadigvæk er uklart, hvordan branden opstod og om der kan ligge en forbrydelse bag den voldsomme brand.

Beredskabsfolk og politiets teknikere arbejdede et halvt døgn efter udrykningen stadigvæk i og omkring brandtomten på Stenløsevej. Foto: Kenneth Meyer
Beredskabsfolk og politiets teknikere arbejdede et halvt døgn efter udrykningen stadigvæk i og omkring brandtomten på Stenløsevej. Foto: Kenneth Meyer

- Vores teknikere er færdige med at arbejde på ejendommen, og de har afleveret et materiale, som vi nu skal undersøge nærmere. Det er derfor for tidligt at sige noget om brandårsagen, fortæller Ole Nielsen.

BBR-oplysninger afslører, at den nu udbrændte ejendom har 171 kvm beboelse med seks værelser. På matriklen er der desuden en campingvogn samt flere lader og udhuse. De er alle uskadte.

Det har efterfølgende ikke været muligt at få ejendommens ejere i tale til et interview.