To mænd i kritisk tilstand efter voldsom ulykke

Tre biler var involveret i en alvorlig trafikulykke i Helsinge, hvor to personbiler kørte frontalt sammen

De to biler var totalskadet efter sammenstødet

To mænd på 50 og 62 år er i kritisk tilstand efter en voldsomt trafikulykke i Helsinge torsdag eftermiddag.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Ulykken skete da de to mænd kørte frontalt sammen på Kildevej.

- Jeg kender ikke de nærmere detaljer. En tredje bil blev også involveret i ulykken, men ingen i den bil kom alvorligt til skade, siger politiets vagtchef Jakob Tofte.

Vej spærret
Den 62-årige blev fløjet med helikopter til Rigshospitalets traumecenter. Den 50-årige måtte skæres fri af bilen, og han blev efterfølgende kørt til Rigshospitalet med politieskorte.

De pårørende er underrettet, oplyser politiet til Ekstra Bladet.

En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge både de involverede biler og ulykkesstedet.

- Vi har teknikere og en bilinspektør på stedet for at finde ud af, hvad der er sket, siger Jakob Tofte.

I forbindelse med ulykken blev Kildevej spærret mellem Hillerødvej og Højbjergvej. Klokken 19 er der åbnet igen.