To mænd idømt 13 års fængsel for drab

Strid om nøgenbilleder endte med brutalt drab

Sådan så der ud ved gerningsstedet i timerne efter, at Kenneth Linde Simonsen blev fundet død i et skovområde uden for Borris i Ringkøbing-Skjern Kommune i februar 2019.

To mænd straffes med hver 13 års fængsel for et drab i februar sidste år. Det har Retten i Herning afgjort mandag, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De dømte er Jan Weng Jensen på 39 år og Rasmus Stærk på 33 år, oplyser flere medier, der har været til stede under nævningesagen.

Straffen er skærpet i forhold til udgangspunktet på 12 år på drab, og nævninger og dommere var enige om straffen, skriver medierne.

De dømte har anket dommen til landsretten med påstand om frifindelse.

Offeret for det brutale drab Kenneth Linde Simonsen blev fundet slået og sparket til døde i et engområde ved Borris øst for Skjern i februar sidste år.

Volden havde ført til flere kraniebrud, og den 47-årige døde af sine kvæstelser.

Det var de to mænd i 30'erne, der stod bag den grusomme forbrydelse, afgjorde et nævningeting mandag forud for strafudmålingen.

Den ene af mændene har i retten ifølge TV Midtvest forklaret, at de med knyttede næver flere gange havde slået den 47-årige, fordi han havde nogle nøgenbilleder af en fælles kvindelig bekendt.

Den 39-årige havde dog et seksuelt forhold til den pågældende kvinde, og han skulle derfor have gjort det klart over for den 47-årige, at de billeder ikke skulle vises til nogen.

Kunne stadig stå
Under en senere druktur i Borris afviste den nu afdøde mand dog, at han havde haft sådanne nøgenfotos.

Det var for meget for den 39-årige, som forklarede i retten, at han slog Kenneth Linde Simonsen to-tre gange i ansigtet med knyttet næve. Den 33-årige slog bagefter manden 'et par gange', rapporterede TV Midtvest fra retten.

Efter tæskene forlod mændene den 47-årige i engområdet. Han kunne selv gå hjem som lærestreg, mente de. Den ældste har forklaret, at manden stadig kunne stå, da de efterlod ham.

Anklageren krævede den 39-årige idømt en fængselsstraf, mens den 33-årige ifølge hende burde idømmes forvaring.

Forvaring er - sammen med fængsel på livstid - den eneste sanktion i dansk strafferet uden tidsbegrænsning. Personer, der dømmes til forvaring, regnes for at være farlige, hvis de er på fri fod.

I modsætning til anbringelsesdomme, som sindssyge kriminelle idømmes, er forvaringsdømte vurderet egnede til at afsone i et fængsel.