To mænd knivstukket i opgør på åben gade

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser vidner til to episoder i Esbjerg lørdag og søndag, hvor to personer er blevet stukket med kniv

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

To knivoverfald lørdag og søndag i Esbjerg har efter Syd- og Sønderjyllands Politis opfattelse rod i en konflikt mellem to grupperinger, og nu søger politiet vidner, så gerningsmændene kan blive pågrebet.

Det fortæller politiets kommunikationsrådgiver Helle Lundberg til Ekstra Bladet.

Indtil videre er der ingen anholdte.

- Dem, vi har kontakt til, er ofre, siger Helle Lundberg til Ekstra Bladet.

Lørdag klokken 18.54 kom en blødende 23-årig mand ind til en beboer i Fyrparken i Esbjerg. Det viste sig, at manden havde flere skader. Blandt andet fra knivstik.

Det er politiets opfattelse, at manden er blevet overfaldet på Sædding Ringvej mellem Tarphagevej og Fyrparken. Her er der også fundet en bil med skader, der tyder på, at den har været brugt under overfaldet.

Den 23-årige var en overgang i livsfare, men mandens tilstand betegnedes kort før midnat som stabil.

Søndag klokken 13.53 skete så et nyt overfald. Et vidne har til politiet fortalt, hvordan tre-fire mænd overfaldt to andre i krydset Sædding Ringvej-Smedevej i Esbjerg.

Overfaldsmændene kørte i en mellemblå bil, mens de to ofre kørte i en blå bil. Efter overfaldet kørte begge biler ad Sædding Ringvej mod Gjesing.

Få minutter senere kom to mænd ind på skadestuen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Begge med skader efter slag. Den ene havde også et knivstik, som dog ikke har været livstruende.

- Vi har en stærk formodning om, at der er sammenhæng mellem de to episoder. Det er politiets formodning, at det drejer sig om et opgør mellem to grupper i byen, der er i konflikt, siger Helle Lundberg til Ekstra Bladet.

Politiet hører meget gerne fra folk, som har set eller hørt noget, der kan have forbindelse til det skete. Politiet kan kontaktes på tlf.: 114.

Indtil videre har politiet beslutte at øge patruljeringen i området.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere