To mænd kvæstet i voldsom soloulykke

Lægehelikopter og ambulance tilkaldt

To mænd er kommet alvorligt til skade i en ulykke fredag aften på Bovrup Storegade mellem Sønderborg og Aabenraa.

Det oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, til Ekstra Bladet.

Erik Lindholdt fortæller, at der er tale om en soloulykke, som skete, da de to mænd kørte ad Bovrup Storegade i retning mod Sønderborgvej.

- Vejen slår en venstrekurve, og der lader det til, at bilen er fortsat lige ud og er endt i grøften, siger Erik Lindholdt til Ekstra Bladet.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 18.07. Først ankom brandvæsenet. Og indsatslederen herfra tilkaldte klokken 18.19 yderligere en ambulance.

Det viste sig, at den ene af de to mænd sad fastklemt og måtte skæres fri.

En lægehelikopter er blevet tilkaldt til stedet. Det har betydet, at den trafikerede Sønderborgvej har måttet spærres, så den kunne bruges som helikopter-landingsplads.

Den fastklemte mand er blevet behandlet på stedet. Han flyves senere til behandlng på et hospital på Sjælland. Den anden mand er i ambulance kørt til behandling på Aabenraa Sygehus.

Ud fra de foreløbige oplysninger er ingen af de to i livsfare, oplyser Erik Lindholdt.

Der er klokken 19.30 fortsat spærret på stedet.

En bilinspektør er blevet tilkaldt og skal forsøge at fastslå en endelig årsag til ulykken.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere