To mænd lægger patron i hånden på kvinde: En hilsen til din far

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vurderer, at der er tale om en trussel på livet

En 26-årig kvinde fra Slagelse blev fredag eftermiddag passet op af to mænd, som lagde en patron i hånden på kvinden og fortalte hende, at der var tale om en hilsen til kvindens far.

Det fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kent Edvardsen, til Ekstra Bladet.

Politiet ser med stor alvor på sagen og vurderer, at der er tale om en trussel på livet. De to mænd er nu efterlyst, og politiet har - som Kent Edvardsen formulerer det - igangsat arbejde på den store klinge for at finde frem til de to mænd.

- Sagen er i sin spæde start, og derfor aner vi endnu ikke, hvad motivet er. Der kan være tale om noget æresrelateret. Der kan også være tale om noget banderelateret. Vi har med vilje valgt ikke at nævne noget om det endnu, fordi vi endnu ikke ved i hvilken retning, sagen går, siger Kent Edvardsen til Ekstra Bladet.

Kent Edvardsen fortæller imidlertid, at den 26-årige kvinde både er skræmt og oprevet over, hvad hun har været ude for. Ifølge politiet tyder det på, at det er alvor. Blandt andet også fordi, der er tale om en ægte patron.

Episoden fandt sted klokken 15.10 i Nygade i Slagelse.

En af de første, der skal afhøres til sagen, er kvindens far. Det er endnu ikke sket. Men når han er blevet afhørt, vil politiet muligvis være klogere på, hvad årsagen til truslen kan skyldes.

Den 26-årige kvinde har til politiet oplyst signalementer på de to mænd. Politiet vil gerne have tip fra offentligheden om, hvem de to personer kan tænkes at være.

Signalementerne er:

A. Mand 20-25 år, 180 cm høj, mørk hud, skaldet og iført blå jakke og blå solbriller.

B. Mand, 20-25 år, 170 cm høj, etnisk arabisk og iført hvid jakke og kasket.

Politiet kan kontaktes på tlf.: 114.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere