To mænd omkommet

En nabo og en hjemmehjælper slog natten til søndag alarm, da de opdagede brand i huse

Natten til søndag har to mennesker mistet livet i forbindelse med to forskellige brande.

Det drejer sig om en 82-årig mand, der er omkommet i nat på hospitalet i Horsens på grund af en brand i sit hus i landsbyen Hylke nær Skanderborg i Østjylland, samt en 66-årig mand, der er død i en husbrand på Stevns.

I begge sager er de pårørende underrettet, oplyser politiet.

Anmeldelsen om brand i Hylke kom klokken 1.04. Anmelderen var en hjemmehjælper, som opdagede branden ved en tilfældighed, fortæller vagtchefen.

- Den ældre mands tøj ar gået i brand. Der var angiveligt væltet en varmeblæser eller gasovn, som har forårsaget branden. Vi har ingen mistanke om noget som helst andet end, at den ældre mand desværre selv har væltet rundt inde i huset, fortæller Sydøstjyllands Politis vagtchef, John Skjødt, til Ekstra Bladet.

Politiet ankom som de første til stedet, men turde ikke gå ind i huset og hente manden ud på grund af flammer og røg. Da brandvæsnet ankom, lykkedes det at hente manden ud og få slukket flammerne i huset.

Den 82-årige blev kørt med ambulance til sygehuset, hvor han senere afgik ved døden.

- Vi igangsætter en undersøgelse af de nærmere omstændigheder i morgen, afslutter vagtchefen.

Nabo slog alarm

I villabranden på Stevns var det en nabo, der observerede ild fra ejendommen og alarmerede politiet lige efter klokken 22.00, oplyser vagtchef Henrik Olesen søndag morgen.

- Inde i ejendommen bliver der fundet en person. Han bliver kørt til Køge Sygehus, hvor en læge erklærer ham for død, siger vagtchefen. 

Den 66-årige mand er tilmeldt adressen. Der var lørdag aften ikke andre personer i huset ifølge politiet.

- De pårørende er underrettet, og nu skal der laves en undersøgelse for at finde årsagen til branden, siger Henrik Olesen. 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere