To mænd sad og så fjernsyn: Molotovcocktail kastet gennem vindue

Natten til fredag blev en molotovcocktail smidt igennem et vindue til et hus, hvor to mænd sad og så fjernsyn

Ved du noget om sagen, så hører vi gerne fra dig? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

To mænd i 30'erne fik sig noget af et chok, da de natten til fredag sad og så fjernsyn på Nykøbingvej i Sakskøbing.

Pludselig blev der smidt en flaske med brændende væske igennem ruden til huset.

Det fortæller Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ekstra Bladet.

- Der sidder to mænd inde i huset. Den ene er den 34-årige mand, der bor i huset, og han har en kammerat på besøg. Ruden knuser, da en molotovcocktail bliver kastet ind. Den lander så i stuen tæt på vinduet og antænder et tæppe i stuen, siger vagtchef Stefan Nielsen til Ekstra Bladet.

Ifølge vagtchefen reagerede de to mænd snarrådigt og fik slukket branden ved at hente en skovfuld sne udenfor.

- Det er en alvorlig forbrydelse. Det sker jo midt om natten, og det kunne have været gået helt galt, hvis nu personerne i huset havde ligget og sovet. De to mænd er blevet afhørt efter episoden, og de var selvfølgelig forskrækkede, det er klart, siger Stefan Nielsen.

Efterforskes som brandstiftelse
Stefan Jensen fortæller, at episoden nu efterforskes som brandstiftelse.

- Sagen bliver efterforsket som forsætlig brandstiftelse, og vi er stadig i gang med de tekniske undersøgelser. Vi har foretaget flere afhøringer, men jeg kender ikke til resultatet af det endnu, og der er endnu ingen mistænkte eller anholdte, siger han og fortsætter.

- Vi hører selvfølgelig gerne fra folk, der mener at have set eller ved noget om episoden, siger han. 

Ved du noget om sagen, så kan politiet kontaktes på 114.

Ved du noget om sagen, så hører vi gerne fra dig? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere