To mødre tiltalt for mishandling: Slog datter i maven med en sten

To københavnske mødre skal i retten tiltalt for mishandling af deres tilsammen tre børn

(Modelfoto: Colourbox)
(Modelfoto: Colourbox)

En syv-årig pige blev under samvær med sin mor udsat for mishandling gennem 10 måneder, hvor hun blev slået med flad og knyttet hånd. Og enkelt gang blev pigen slået i maven af moderen, mens hun holdt en sten i sin knyttede hånd.

Sådan lyder tiltalen i den ene af to sager mod unge mødre, der næste fredag stilles for Københavns Byret, hvor de er tiltalt for mishandling af deres egne børn.

Sagerne har ellers ingen sammenhæng. Det ene forhold er begået hos en mor i København Syd, det andet på Østerbro.

Begge mødre nægter sig skyldige. Den ene mor, hende fra København Syd,  er dansker, den anden mor fra Østerbro er af anden etnisk herkomst.

Ifølge tiltalen skete mishandlingen af den syv-årige pige i perioden fra maj 2015 til juli i år, hvor pigen havde samvær med sin mor.

Det førte, ifølge anklageskriftet, til adskillige voldsepisoder, hvor pigen - i perioder dagligt - blev slået på kroppen og i ansigtet med flad og knyttet hånd.

Moderen holdt også datterens hoved fast og slog det ind i væggen ligesom hun flere gange kastede datteren hårdt ned i sengen, lyder tiltalen.

Slået gennem fem år
Den anden voldssag mod en mor fra Østerbro  er endnu grovere, og volden skete i en periode på næsten fem år, mens familien boede tre forskellige steder på Nørrebro og Østerbro i København.

Volden gik ifølge tiltalen ud over kvindens to børn, som i dag er 10 og otte år gamle. Det startede i november 2010, hvor den yngste var tre år gammel og den ældste fem år, og volden varede frem til april i år, hvor sagen blev anmeldt.

Børnene blev, ifølge tiltalen, 'adskillige gange' og i perioder 'dagligt' udsat for vold, hvor moderen slog dem på kroppen, i ansigtet og på arme og ben med flad hånd.

Hun slog dem også 'adskillige' med en sko, rev dem i håret og kastede ting efter dem.

Endelig er moderen tiltalt for flere gange at have holdt en tynd pude over den nu otte-årige datters hoved.

I begge sager tager anklagemyndigheden forbehold for at kræve erstatning på børnenes vegne.