To personer døde efter brand på Christiania: - Vi efterforsker det som drab

To personer har mistet livet i forbindelse med en brand. Politiet arbejder ud fra, at der ligger en kriminel handling bag

Video: Kenneth Meyer

Ved du noget? Send et tip i en sms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

En mand blev natten til fredag fundet død i forbindelse med en brand i en lejlighed på tredje sal på Christiania.

I forbindelse med branden sprang en anden mand ud fra tredje sal og blev efterfølgende bragt hårdt kvæstet til Rigshospitalet.

Han er efterfølgende afgået ved døden fredag formiddag, oplyser Tomas Juhl, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, til Ekstra Bladet.

Foto: Kenneth Meyer 112 - 26. jan. 2018 - kl. 03:06 Mand fundet død efter brand på Christiania

Årsagen til branden er endnu uvis, men politiet arbejder ud fra, at der kan ligge en kriminel handling bag.

- Det eneste jeg kan sige lige nu er, at vi er i gang med at efterforske sagen derude. I bund og grund ved vi ikke, hvad der er sket, men vi efterforsker det som drab, siger Tomas Juhl til Ekstra Bladet.

- Men der må være noget, der indikerer, at han ikke bare er omkommet i en tilfældigt opstået brand?

- Ja, men det kan jeg ikke komme ind på lige nu. Vores teknikere arbejder derude, så vi vil ikke komme nærmere ind på nogen detaljer, siger han.

Han fortæller, at politiet stadig arbejder med at opklare, hvad der er op og ned i forhold til branden.

- Vi har teknikere derude nu, så vi kan få afklaret, hvordan tingene hænger sammen, og hvad det egentlig er, der er foregået derude. Det er lidt af et puslespil, som det ser ud lige nu, siger Tomas Juhl.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

Massivt politiopbud
Ingen af de to omkomne er endnu identificeret, fortæller han.

Foruden teknikerne på stedet, er politiet massivt til stede i området omkring lejligheden.

- For det første skal vi sikre gerningsstedet, så vi har ro til at arbejde. Og så har vi jo oplevet tidligere, at der er nogen, der ikke er tilfredse med politiets tilstedeværelse på Christiania, så derfor er vi til stede derude for at sikre gerningsstedet. Men mig bekendt har der ikke været problemer indtil videre, siger Tomas Juhl.

Seks personer måtte undersøges for røgforgiftning efter at være blevet reddet ud af den brændende lejlighed.

Ifølge Ekstra Bladets mand på stedet var der seks ambulancer på stedet. Derudover var brandvæsnet rykket ud med otte køretøjer og 25 mand.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer