To personer efterlyst for voldtægt

Politiet håber på hjælp fra borgere til at finde gerningsmændene

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

En 15-årig pige blev sent lørdag aften voldtaget og udsat for vold af to drenge.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. Politiet beder nu om borgernes hjælp til at finde gerningsmændene.

Hændelsen fandt sted cirka 23.30 på en mark på Ribevej i Vojens i Haderslev Kommune.

Pigen havde mødt de to drenge på strækningen kort forinden, skriver politiet.

Den ene gerningsmand er cirka 17 år og cirka 170 centimeter høj. Han har lyst ørelangt hår med midterskilning og var iført sort jakke og sorte cowboybukser. Han havde desuden en bæltetaske spændt fast på overkroppen.

Den anden gerningsmand er også cirka 17 år og har en højde på cirka 175 centimeter. Han har mørkt hår, brune øjne og en stor næse. Også han havde en bæltetaske på overkroppen. Han har udenlandsk accent, der menes at være spansk eller italiensk.

Hvis du ved eller har set noget, bedes du kontakte politiet på telefon 114.