To personer indebrændt: Traktor og bil i voldsom ulykke

To personer er formentlig indebrændt i bilen, lyder beskeden fra politiet

To personer blev dræbt onsdag morgen i en personbil, da den brød ud i en voldsom brand efter at have stødt sammen med en traktor (Foto: Kenneth Meyer)
To personer blev dræbt onsdag morgen i en personbil, da den brød ud i en voldsom brand efter at have stødt sammen med en traktor (Foto: Kenneth Meyer)

Ved du noget om sagen? Tip os på sms til 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk

Kort før klokken syv onsdag morgen er en traktor og en personbil stødt sammen ved Nakskov. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Bilen med de to passagerer brød umiddelbart efter i brand. Branden spredte sig meget hurtigt, men i første omgang kunne politiet ikke bekræfte, at de to personer var omkommet, selv om det ikke var muligt at få dem ud af bilen.

- Men nu ved middagstid kan vi bekræfte, at de er blevet dræbt i branden, siger Jens Frederiksen, der er vagtchef i politikredsen.

Politiet fik anmeldelsen klokken to minutter i syv onsdag morgen.

- Branden er gået ufatteligt stærkt, og derfor har vi ikke umiddelbart kunne identificere personerne, men der er tale om to voksne mænd, og vi har underrettet den enes familie ud fra nummerpladen på bilen, siger Jens Frederiksen.

Politiet har en ide om, hvem den anden mænd er. De har formentlig været arbejdskolleger, lyder det.

Det er endnu uvist, hvorfor bilen brød i brand (Foto: Kenneth Meyer)
Det er endnu uvist, hvorfor bilen brød i brand (Foto: Kenneth Meyer)

Det hele blev fragtet væk
En bilinspektør ankom tidligt onsdag formiddag på stedet. Det var dog ikke på Langøvej, hvor ulykken skete, at det store eftersøgningsarbejde foregik.

- Vi har transporteret bilen og det hele ud på en lukket plads, hvor personerne også er taget ud af bilen. Det kunne ikke lade sig gøre på ulykkesstedet, siger Jens Frederiksen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Det er endnu uvist, hvordan de to køretøjer kunne ramme sammen, men det skal også fastlægges.

- Traktorføren er uskadt, men har det meget dårligt. Det er naturligt nok, siger Jens Frederiksen og holder en kort pause, inden han fortsætter.

- Det er jo forfærdeligt og tragisk, siger han.

De næste dage skal personerne endeligt identificeres ved hjælp af dna-undersøgelser, og så vil man forsøge at fastlægge, hvordan de traktoren og bilen kunne køre sammen.

- Vi har afhørt de personer, som kunne afhøres, og så vil vi sammenfatte det med bilinspektørens rapport inden for nogle dage, siger Jens Frederiksen.

Traktorføreren har det fysisk okay, men vagtchefen hos politiet fortæller, at han ellers har det rigtig dårligt (Foto: Kenneth Meyer)
Traktorføreren har det fysisk okay, men vagtchefen hos politiet fortæller, at han ellers har det rigtig dårligt (Foto: Kenneth Meyer)