To personer kørt på Rigshospitalet efter brand

Omtrent 50 personer er blevet evakueret på grund af branden, som brandvæsnet har slukket igen

Torsdag er der udbrudt brand i en lejlighed på Thorsgade på Nørrebro i København i de tidligere morgentimer.

Derfor har politiet været nødsaget til at evakuere beboere fra de tilstødende opgange.

Københavns Politi blev alarmeret klokken 05.03, og allerede en times tid senere er branden slukket.

Det fortæller vagtchef Michael Andersen til Ekstra Bladet.

- Den er netop slukket. To personer er kørt til behandling, men jeg ved endnu ikke, hvad status er på dem.

De to personer er kørt på Rigshospitalets TraumeCenter.

- Vi har evakueret cirka 50 personer, som vi nu skal have tilbage i deres lejligheder. Vi ved dog ikke, hvornår det bliver. Brandvæsnet har lige fået branden slukket, siger Michael Andersen.

- Beboerne er samlet i et beboerlokale. Der er sendt noget psykiatrisk hjælp til dem, da det er lidt chokerende at blive rykket ud af dynerne klokken fem om morgenen, uddyber vagtchefen.

Fire lejligheder står ubeboelige tilbage efter en brand, der begyndte i en lejlighed på Thorsgade på Nørrebro i København.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer torsdag formiddag.

Politiet kender endnu ikke årsagen til branden.