To skibe i kollision ved Skagen

Natten til fredag kolliderede et handelsskib og et sejlskib i dansk farvand

Et sejlskib og et handelsskib kolliderede natten til fredag nord for Skagen.

Det skriver Forsvaret på Twitter.

'Kollision i nat mellem et sejlskib og et handelsskib nord for Skagen. Forsvaret er pt ved at bugsere besætningen og det påsejlede skib til Skagen,' skriver de.

Sejlede videre
Ifølge vagthavende officer i Forsvarets Operationscenter Klaus Thing Rasmussen var der fem personer ombord på sejlskibet.

- Der er ingen meldinger om tilskadekomne, fortæller Klaus Thing Rasmussen.

Han oplyser, at det var sejlskibet, som blev påsejlet af et 'noget større' handelsskib.

- Det fortsatte så sin sejlads. Derfor dokumenterer vi det, vi kan, fra hændelsen og overdrager det til politiet og Søfartsstyrelsen.

- Problemet er, at det skete på grænsen til norsk farvand, hvor vi ikke har nogen jurisdiktion. Derfor kunne vi ikke tilbageholde skibet, da det var i Norge, da vi nåede frem, siger officeren.

Som følge af sammenstødet er sejlskibets mast knækket, og det har fået 'et ordentligt tryk'.

- Hvordan har besætningen det oven på hændelsen?

- De er ankommet til Skagen nu. Jeg vil tro, de er en smule rystede, men det står for egen regning, siger Klaus Thing Rasmussen.