To teenagere omkommet: Nu kastes der lys over dødsårsag

Obduktionserklæring på trapperne i sag om narko-dødsfald med to drenge på 17 og 18 år i Herning i sidste uge

To unge mænd på henholdsvis 17 og 18 år blev torsdag aften i sidste uge fundet døde i lejligheden bag denne dør i Herning. Alt tyder ifølge politiet på, at der er tale om narko-relaterede dødsfald. Video: Local Eyes

Lejligheden i Olufsgade i centrum af Herning bar på ingen måde præg af, at der var sket en forbrydelse forud for to drenges tragiske død torsdag i sidste uge. Men selv om der således ikke var tegn på mere, end den enorme tragedie dødsfaldene var i sig selv, så venter Midt- og Vestjyllands Politi alligevel med en vis utålmodighed på at kunne oplyse omverdenen - og de pårørende - mere detaljeret om dødsårsagen.

- Når vi finder døde mennesker på denne måde, foretager vi altid en findesteds-undersøgelse og et ligsyn hurtigst muligt, og det gjorde vi også i dette tilfælde. Ingen af delene har givet os andet end anledning til at tro, at de to drenge døde som følge af en overdosis narkotika, og at der ikke var sket en forbrydelse forud for dødsfaldene, fortæller politikommissær og efterforskningsleder hos Midt- og Vestjyllands Politi, Henning Præstegaard, til Ekstra Bladet.

Han uddyber:

- Der var så at sige så meget orden i rodet på stedet, hvor vi fandt drengene, at vi ikke har haft nogen grund til at tro, at en forbrydelse gik forud for dødsfaldene.

En flok af de unge mænds kammerater var kørt hen til lejligheden torsdag aften. De kunne ikke få fat på de afdøde og var derfor blevet nervøse. Politiet blev alarmeret samme aften klokken 21.36.

Se mere video localeyes.dk

Narko-værktøj og piller
Ifølge Henning Præstegaard blev der fundet piller og narko-remedier i lejligheden, og i forbindelse med ligsynet, hvor speciallæger i sådanne sager leder efter blandt andet slag- og stikmærker, blev der taget stilling til, om der bør foretages obduktion. Denne foretages tirsdag eller onsdag i denne uge og umiddelbart efter foreligger en erklæring, der med større sikkerhed og mere detaljeret kaster lys over dødsårsagen.

- Giver obduktionserklæringen os grund til at efterforske sagen yderligere, så gør vi selvfølgelig det, men det vil overraske mig, hvis det sker, siger Henning Præstegaard.

De to drenge har ifølge politiet færdedes i misbrugsmiljøet i Herning. Den 17-årige var kendt for 'små-kriminalitet', mens den 18-årige var ukendt i politiets kriminalitetsregistre.

En naturlig bekymring for, hvorvidt der er livsfarligt narkotika i omløb i lokalområdet er ikke siden blevet bekræftet ved, at eksempelvis andre narkomaner har søgt hjælp, erfarer Ekstra Bladet.

Tre dødsfald inden for få timer
Som om dobbelt-dødsfaldet i Olufsgade ikke var rigeligt i sig selv, så skete der også en tragedie med en jævnaldrende dreng på 18 år i fodboldklubben Herning Fremad på cirka samme tidspunkt i sidste uge.

Den 18-årige, som gik på samme skole som de to jævnaldrende fra lejligheden i Olufsgade, faldt pludselig om ved en U19 træning torsdag aften. En træner og en voksen spiller forsøgte straks at yde førstehjælp, men den 18-årige døde fredag eftermiddag på Skejby Sygehus.

- Sagen med fodboldspilleren er ikke en politisag, men vi har ud fra de tidsmæssigt sammenfaldende omstændigheder undersøgt, hvorvidt han også var kendt i misbrugsmiljøet i Herning, og det er der intet, der tyder på.

- Selv om de tre unge drenge måske kendte hinanden perifert og gik på samme skole, så har vi ingen grund til på nogen måde at tro, at de to sager har noget med hinanden at gøre, siger Henning Præstegaard.

Se også: To teenagere fundet døde i lejlighed

Redningsfolk henter de to livløse teenagere i Olufsgade i Herning. Politiet vurderer, at dødsfaldene ikke er resultatet af en kriminel handling. Foto: Presse-fotos.dk 112 - 10. maj. 2019 - kl. 10:07 To døde i narkorus: Kammerater fandt livløse teenagere

Se også: 18-årig fodboldspiller død under træning

1 af 2 Der var et massivt opbud af politi- og ambulancefolk ved ejendommen i Olufsgade i Herning torsdag aften i sidste uge, da kammerater havde gjort det uhyggelige fund af de to døde drenge på 17 og 18 år. Pressefotos.dk
2 af 2 To unge mænd på henholdsvis 17 og 18 år blev torsdag aften i sidste uge fundet døde i lejligheden bag denne dør i Herning. Alt tyder ifølge politiet på, at der er tale om narko-relaterede dødsfald. Pressefotos.dk

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere