To teenagere skudt i Sverige

To unge mænd er ramt af skud ved et beboelsesområde i Södertälje natten til onsdag

To teenagere er blevet ramt af skud i den svenske by Södertälje, rapporterer svenske medier.

Begge personer er bragt til hospitalet, hvor de modtager behandling, skriver Expressen.

- Ingen er endnu anholdt i sagen, oplyser vagthavende for det lokale politi, Andreas Dahlin.

Politiet fik kort før midnat anmeldelsen om skyderi i et beboelsesområde i Södertälje, der ligger vest for Stockholm.

På stedet fandt politiet to teenagere med skudsår i benet.

- De stod op og havde ved egen kraft flyttet sig, siger vagthavende Andreas Dahlin.

Teenagerne - der ifølge politiet er i alderen 17-18 år - er bragt til hospitalet, og politiet efterforsker sagen som grov mishandel.

Antallet af skudepisoder er steget markant i Sverige i de seneste år.

Og de kriminelle er begyndt at tage voldsomme midler i brug. I sidste uge blev en politistation rystet af en eksplosion i Malmø – det tredje angreb, som er rettet mod politiet i området på blot nogle måneder.