To tilfælde: Spurgte om vej med blottet, erigeret lem

To kvinder oplevede tirsdag at blive stoppet af en mand i en bil, som med blottet, erigeret lem spurgte om vej

Omkring klokken ti i går, tirsdag, blev en 60-årig kvinde stoppet af en mand i en bil, da hun var ude og lufte sin hund i Ringsted.

Undskyldningen var, at manden gerne ville spørge om vej, men da kvinden kiggede ned, opdagede hun, at han sad og onanerede på sit blottede, erigerede lem. Kvinden gik stille videre og anmeldte sagen til politiet halvanden time senere.

Klokken 12.45 skete noget af det samme så igen. Denne gang i Slagelse, hvor en 37-årig kvinde blev stoppet af en mand i en bil. Da hun også kiggede ned, sad han med blottet lem, hvor der var påført et kondom.

Kvinden vandrede også stille videre, og ringede politiet op. Da hun tog sin telefon frem, skyndte manden sig væk.

Kan være samme mand
De to sager er sket i to forskellige politikredse, og det er uvist, om der er tale om den samme mand, selvom signalementet stemmer overens.

- Det kan sagtens være to forskellige, for vi har faktisk temmelig mange af den her slags sager med blufærdighedskrænkelse, siger Anders Mikkelsen, der er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han forklarer, at det normalt er lokalpolitiet, som tager sig af sådan nogle sager.

- Men det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at det er den samme mand, for der er jo ikke stor afstand mellem Slagelse og Ringsted, siger Anders Mikkelsen.

Begge mænd - hvis der er tale om to forskellige - beskrives som mellem 20 og 24 år. Lys i huden og med kort, lyst hår.

Manden set i Slagelse beskrives desuden som spinkel af bygning. Manden fra Ringsted kørte i en mindre, mørk personbil, mens bilen er beskrevet som japansk i Slagelse.

Mener man, at man ser manden, kan man ringe til 114.