To tiltalt for brandstiftelse mod madsted

Uklart billede omkring storm-omsust madsted på Frederiksberg i sag, der inkluderer beskyldninger på kryds og tværs samt pengegæld og ildspåsættelse

Taco Shoppen på Nyelandsvej har i en årrække været omdrejningspunkt for svært gennemskuelige affærer med beskyldninger på kryds og tværs. (Jonas Olufson)
Taco Shoppen på Nyelandsvej har i en årrække været omdrejningspunkt for svært gennemskuelige affærer med beskyldninger på kryds og tværs. (Jonas Olufson)

Tumulten omkring det undseelige spiseted, Taco Shop, på Nyelandsvej, Frederiksberg, er stadig ikke bilagt.

Stedets nu tidligere ejer, Ali Zeinedine, er flere gange gennem årenes løb stået frem i medierne, hvor han har forklaret, at unavngivne personer i det kriminelle indvandrermiljø var efter ham og forsøgte at afpresse ham for penge.

Det har tidligere været beskrevet, hvordan problemerne omkring stedet har været del af et kriminelt spil, der inkluderer bandemedlemmer, rockere og folk fra den gamle garde blandt kriminelle indvandrere fra indre Nørrebro.

Senest blussede sagen op i slutningen af april i år, hvor der blev forsøgt sat ild til bygningen, der huser Taco Shop, ligesom der også blev stukket ild til en varebil, der stod ved siden af bygningen.

Efterfølgende blev otte mænd fra Nørrebro anholdt og sigtet for brandstiftelse og forsøg på afpresning. Men sagen er nu krympet, og kun to er tiltalt, så de nu 'kun' er tiltalt for forsøg på ildspåsættelse.

 Ifølge anklageskriftet hældte de noget brandbar væske fra en halvanden liters sodavandsflaske ud over døren til butikken. Her opstod der skade på døren og facaden.

Til gengæld er afpresning ikke nævnt i anklageskriftet, men der tages forbehold for yderligere tilføjelser, står der i anklageskriftet.

De to nægter sig skyldige. Sagen kommer for retten i december.

Madsted skiftede ejer for et par måneder siden
For et par måneder siden afhændede han butikken, der nu har fået ny ejer.

Det er et par år siden, at Ali Zeinedine første gang dukkede op i medierne. Det var i 2013, hvor Ali Zeinedine beskrev, at han blev forsøgt afpresset til at betale 150.000 kr af kriminelle.

Flere medier beskrev historien. Og efterfølgende forsøgte politiet uden held at komme til bunds i sagen.

En politikilde beskrev dengang, at det var en svært rodet affære og at den angiveligt afpressede butiksindehaver heller ikke udviste den store samarbejdsvilje.

Året efter skrev medier – Ekstra Bladet inkluderet, igen om Ali Zeinedine og hans problemer, hvor han igen fortalte, at han var udsat for kriminelle indvandreres forsøg på afpresning.

Til dokumentation fremviste han en overvågningsvideo fra gården bag Taco Shoppen, hvor han dengang havde en lejlighed. Og Zeinedine fortalte, at han var blevet overfaldet oppe i lejligheden.

Læs her, hvad Ekstra Bladet skrev dengang og se overvågningsvideoen, hvor fire går op og fem kommer ned

På overvågningsvideoen kunne man se, hvordan fire skikkelser løb op i lejligheden. Men kort efter kom fem personer løbende ud igen.

Hvordan det hang sammen - det kunne Zeinedine ikke svare på.

Snakker om trusler og afpresning
Til gengæld forklarede han, hvordan han angiveligt havde betalt afpresserne penge. 50.000 kr havde han betalt, forklarede han dengang til Ekstra Bladet.

Heller ikke de episoder er det lykkedes politiet at komme til bunds i.

- Politiet gør ikke noget. Jeg har kontaktet dem flere gange, sagde Zeinedine dengang til Ekstra Bladet.

Omvendt bekræftede politiet, at de havde modtaget  anmeldelser fra Taco Shop-ejeren.

- Vi arbejder med sagen. Efterforskningen vil jeg ikke uddybe, sagde Tommy Laursen, der dengang var operativ chef, på station Bellahøj.

Men ikke alle har ondt af Zeinedine. Og i det samlede billede fyger det frem og tilbage gennem luften med beskyldninger.

I forbindelse med den løbende dækning er Ekstra Bladet blevet kontaktet af flere, der mener at have større pengesummer til gode hos Ali Zeinedine.

I januar fortalte Erdal Cicek til Ekstra Bladet, hvordan han følte sig snydt så vandet drev af Ali Zeinedine.

Se også: Fastfoodfejde: Indædt strid om halv million

Han mener at have 500.000 kr til gode hos Ali Zeineddine. Og derfor forsøgte Cicek dengang at slæbe Zeineddine i retten for at få sine penge.

Strid om nabo-butikken
Cicek forklarede, hvordan han i 2014 forsøgte at erhverve nabobutikken til Taco Shoppen på Nyelandsvej. Nabobutikken blev kaldt BBQ Shack.

Cicek beskrev hvordan der nok er tale om to forretninger, men at de på papiret hører sammen som et samlet lejemål. Ifølge Cicek er det Zeineddine, der administrerer lejemålet.

I forbindelse med interviewet fik Ekstra Bladet forevist papirer fra sagen. Sagsmappen indeholder blandt andet en underskrevet kontrakt samt diverse juridske skrivelser og retsmødebegæringer.

- Jeg har kendt Ali i 20 år, hvor min familie har drevet pizzeria i nabolaget. Og jeg ville gerne overtage BBQ Shack, derfor indgik vi i december 2012 en mundtlig aftale, hvor jeg skulle overtage den forretning, siger Cicek.

I den forbindelse udbetalte han i følge Ciceks forklaring et større kontant beløb til Zeineddine. I den følgende tid blev denne ved med at udskyde kontrakten om lejemålet.

- Samtidig blev Ali ved med at kræve flere penge og komme med dårlige undskyldninger, sagde Cicek dengang.

Endelig i november 2013 fik han Zeineddine’s underskrift på en kontrakt. Og her var beløbet i følge Cicek nu steget til samlet 500.000 kroner, som han og konen havde udbetalt kontant til Zeineddine.

Ali Zeinedine foran Taco Shoppen på nyelandsvej, som han tidligere drev. (Foto: Linda Johansen)
Ali Zeinedine foran Taco Shoppen på nyelandsvej, som han tidligere drev. (Foto: Linda Johansen)

Allerede måneden efter smed Zeineddine Cicek ud. I følge Cicek fordi, der ikke kunne laves en særskilt lejekontrakt. De mange penge kunne han dog ikke får tilbage, og derfor stævnede han Zeineddine i et civilt søgsmål.

Ali Zeinedine forklarede dengang, at han smed Cicek på porten, fordi han ikke havde betalt husleje.

Erdal Cicek siger i dag til Ekstra Bladet, at han fire-fem gange siden januar har forsøgt at mødes med Zeinedine i retten. Uden held.

-Han kender alle de små tricks, så han undgår at møde. Så er han syg - så er det hans advokat den er gal med, sagde han.

- Sagen er igen udskudt til 25. februar, tilføjede han.

Tidligere ejer nægter alt
Ekstra Bladet tog i går ud for at høre Ali Zeinedines version af sagen.

Først gik turen til Taco Shop på Nyelandsvej. Men her var der kommet ny ejer.

- Jeg overtog stedet for et par måneder siden, forklarede manden bag disken.

Ved en anden Taco Shop på Valby Langgade var der til gengæld bid, hvor Ali Zeinedine opholdt sig sammen med en kvinde og en anden mand.

- Det er ikke min butik, sagde han afværgende.

- Det er bare en jeg kender.

Hvad siger du til beskyldningerne om, at du skylder penge til blandt andet Cicek?

- Jeg skylder ikke nogen penge. Ikke til nogen, svarede Ali Zeinedine.

- Du kan bare komme ned i retten 3. december, så bliver det hele afklaret, fortalte han.

Hvad siger du til, at der nu er rejst tiltale for brandstiftelse i forbindelse med butikken ude på Nyelandsvej?

- Det vil jeg ikke snakke om, svarede han.

Efter samtalen kontaktede Ekstra Bladet igen Erdal Cicek:

Ali siger, det er 3. december, I skal mødes i retten, og du sagde det var 25. februar?

- Det er 25. februar vi skal i retten. Det er nogle andre han skal i retten med 3. december, svarede Cicek.

Alt i alt et langtfra et gennemsigtigt billede, hvor beskyldningerne flyver frem og tilbage.

Som tidligere beskrevet, så blussede problemerne omkring taco Shoppen op i slutningen af april.

Blandt de dengang sigtede var flere personer med rødderne solidt plantet i det kriminelle indvandrermiljø på Nørrebro og på Vestegnen. Det er den sag, hvor to nu er tiltalt for forsøg på brandstiftelse.

Omvendt fortæller kilder med indsigt i miljøet, hvordan Ali Zeinedine selv har plejet omgang med diverse kriminelle typer, hvor flere er kendt for at være involveret i organiseret handel med hash.

Blandt andet folk fra indre Nørrebro samt en navngiven Bandidos-rocker. Og desuden et par folk med kontakt til en af de nye rockerklubber, der kommet til inden for det seneste års tid.

Men det benægtes af Ali Zeinedine.

- Det passer ikke. Hvorfor tror du på dem. De alle sammen været i fængsel. Jeg har aldrig været i fængsel. Hvorfor holder du med dem, lyder hans svar.

1 af 2 Ali Zeinedine drev tidligere Taco Shoppen på nyelandsvej. (Foto: Jonas Olufson)
2 af 2 Taco Shoppen på Nyelandsvej har i en årrække været omdrejningspunkt for svært gennemskuelige affærer med beskyldninger på kryds og tværs. (Jonas Olufson)