To tiltalt for drab i skovområde

Det 47-årige offer døde som følge af vold

Politiets første melding lød på, at der var tale om et mistænkeligt dødsfald, da de informerede om dødsfaldet. Video: Local Eyes

To mænd på henholdsvis 32 og 39 år er blevet tiltalt for drab på 47-årige Kenneth Linde Simonsen, der blev fundet død i et skovområde ved Borris, Skjern, 24. februar sidste år.

Ifølge anklageskriftet blev drabet begået mellem 22. og 24. februar sidste år i et eng- og markområde omkring Skjern Å ved Borris, der ligger cirka 12 kilometer fra Skjern.

Den 47-årige mand afgik ved døden som følge af vold og blev fundet af en tilfældig forbipasserende, der alarmerede politiet. Dagen efter skred politiet til anholdelse af de to nu tiltalte.

Dødsfaldet blev indledningsvist betegnet som et mistænkeligt dødsfald af politiet, men en obduktion viste, at den 47-årige døde efter flere knytnæveslag og slag med et stumpt instrument i hovedet. Politiet valgte tre dage senere at offentliggøre navnet på den dræbte ifølge Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Af dødsannoncen, som den afdødes forældre indrykkede, fremgik det, at 'vores dejlige dreng, bror og pigernes far' på tragisk vis var afgået ved døden.

Politiet har tidligere meldt ud, at de nu drabstiltalte og offeret kendte hinanden.

Se mere video på Local Eyes.

Sagen vil blive behandlet som nævningesag ved Retten i Herning, men er endnu ikke berammet. 

112 - 26. feb. 2019 - kl. 18:12 To fængslet for drab

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere