To tiltalt i narkosag: Bekymrede forældre gik til politiet

Anklaget for at sælge amfetamin rundt på Stevns - sidder stadig varetægtsfængslet

Politiet har nu rejst tiltale imod to midaldrende - en 50-årig kvinde og en 57-årig mand - der menes at stå bag omfattende salg af amfetamin på Stevns-

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Sagen tog sin begyndelse, da bekymrede forældre kontaktede lokalbetjenten, fordi de mente, der foregik lusk på blandt andet torvet i Store Heddinge.

forældrene havde set en kvinde sidde i en parkeret bil, hvorfra der skete en udveksling af noget mellem kvinden og de mange personer, som henvendte sig til hende.

- Borgernes tips om den mistænkelige bil og kvinden gav politiet mulighed for at forfølge narkohandlen og starte efterforskningen mod sælgerne. Vi mener faktisk, at det var de lokales oplevelser af, hvad der afveg fra normalbilledet, der gav os mulighed for at målrette efterforskningen, fortæller den tidligere lokalbetjent på Stevns, Erik Dalhoff.

Derfor kørte en politipatrulje med en narkohund den 9. december 2019 til en adresse syd for Store-Heddinge, hvor ejeren af bilen var tilmeldt. Politiet ransagede adressen, og narkohunden fandt 2,8 kg amfetamin, som det midaldrende par nu er tiltalt for at have haft med henblik på videreslag.

Ved ransagningen fandt politiet desuden en digitalvægt og en større mængde såkaldte ”pølsemandsposer”, der kan bruges til at dele narkotika i mindre salgsportioner.

Politiet takker de bekymrede forældre for at have henvendt sig:

'Borgerne skal altid fortælle os, hvis de oplever noget mistænkeligt, så vi har mulighed for at dæmme op for problemerne i lokalområdet og gå direkte efter de kriminelle', oplyser politiet.

De to tiltalte sidder fortsat varetægtsfængslet og vil forblive frihedsberøvet frem til sagens afgørelse. Sagen afventer berammelse af retsmødet, som formentlig kan offentliggøres i løbet af uge 11.