To unge dømt for sex-overfald i solcenter på 15-årig pige

Skiftedes til at stå vagt ved døren, mens den anden forgreb sig på pigen

En 15-årig blev udsat for seksuelle overgreb i en solkabine. Nu er to drenge på 16 og 17 år dømt. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
En 15-årig blev udsat for seksuelle overgreb i en solkabine. Nu er to drenge på 16 og 17 år dømt. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

En tilfældig aftale på SnapChat om at to veninder skulle mødes med to store drenge endte i et mareridt for den ene pige, 15 år, der blev udsat for seksuelle overgreb fra begge drenge i et solcenter på Østerbro i København.

Den 15-åriges veninde forsøgte at komme hende til undsætning, da hun råbte om hjælp, men drengene skiftedes til at stå på vagt foran døren til solkabinen, mens den anden forgreb sig på pigen. De blokerede døren for veninden og holdt hende væk.

Tirsdag idømte Københavns Byret de to gerningsmænd på 16 og 17 år ubetingede fængselsstraffe. Den 16-årige fik et år og ni månders fængsel, mens den 17-årige fik halvandet års fængsel. Han ankede på stedet, mens den 16-årige tog betænkningstid.

De dømte, der er af anden etnisk herkomst, er fortsat varetægtsfængslet efter dommen.

Drengene blev dømt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og forsøg herpå samt medvirken til hinandens overgreb.

Mødtes på SnapChat
Episoden skete 9. februar i år mellem klokken 18.15 og 18.45. De to piger og de to drenge var mødtes efter aftalen på SnapChat, og de endte i solcenteret på Østerbro.

Den 15-årige pige blev afhørt bag lukkede døre i retten, men domsmandsretten lagde hendes og venindens forklaringer til grund for dommen.

Straffene fulgte stort set påstanden fra anklager Roxana B. Ulvskov.

Ifølge tiltalen hev den 16-årige pigen ind i en solkabine, hvor han mod hendes fysiske og verbale modstand holdt hende fast, klædte hende delvist af og pressede hende ned i en solarieboks, hvor hun blev udsat for et seksuelt overgreb - men ikke voldtægt ved samleje.

Imens holdt den 17-årige vagt ved døren og blokerede for den 15-åriges veninde, der forsøgte at komme hende til hjælp.

Efter overgrebet byttede drengene roller og den 17-årige låste sig inde i solkabinen med den 15-årige og forsøgte at tvinge hende til oralsex. Ifølge anklageskriftet gjorde hun modstand ved at vende hovedet til siden og råbe på hjælp. Gentagne gange skubbede den tiltalte pigen tilbage i rummet, når hun forsøgte at flygte.

Imens holdt den 16-årige vagt udenfor og skubbede veninden væk.

Foruden fængselsstraffene skal de to dømte underkaste sig vilkår efter loven om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.