To unge jages: Kraftig brand hos Kriminalforsorgen var påsat

Politiet kender ikke motivet til, hvorfor en af Kriminalforsorgens afdelinger blev brændt ned

En kraftig brand hos Kriminalforsorgen i København natten til den 25. april var påsat.

Det har Københavns politi nu slået fast, og to unge mørk-klædte mænd, der flygtede på en knallert, eftersøges nu for brandstiftelsen.

Politiet står foreløbig uden spor af brandstifterne, og kender heller ikke motivet til ildspåsættelsen, der ødelagde Kriminalforsorgens kontor på Kristineberg 4 på Østerbro.

- Der skete store materielle skader i stueetagen. Det drejer sig om skader for flere millioner kr., siger efterforskningsleder Robert Jensen til Ekstra Bladet.

Kriminalforsorgen i København har efter branden måttet flytte medarbejderne til en midlertidig kontor-adresse på Amager.

Knuste rude med sten
Et vidne så to unge mænd knuse en rude med sten, og politiet mener, at de smed brandbar væske ind gennem ruden og stak ild til væsken. Herefter flygtede de på en knallert.

Der er ikke andet signalement af brandstifterne end at de beskrives som unge i mørkt tøj.

Hovedstadens Beredskab fik alarmen klokken 00.47. Da brandvæsenet kom frem, var kontorbygningen overtændt i stueetagen, og der var brandspredning til første og anden sal.

Branden havde et voldsomt forløb og måtte nedkæmpes med en større slangeudlægning.

Politiet har haft kriminalteknikere og brandhunde sat ind i efterforskningen:

- Vi har ikke fået de endelige resultater endnu, men vi er ret sikre på, at der er brugt brandbar væske, siger efterforskningsleder Robert Jensen.

- Vi kender ikke motivet til brandstiftelsen, men har naturligvis med i efterforskningen, at der er tale om Kriminalforsorgens lokaler, siger Robert Jensen.

Politiet forsøger at finde video-overvågning fra området, som kan hjælpe i efterforskningen.

De udbrændte lokaler blev brugt af Københavner-afdelingen af 'Kriminalforsorgen i Frihed', som blandt andet står for fodlænke-ordning og samfundstjeneste.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere