To unge mænd fundet døde i værelse

OPDATERING: De to unge har formentlig eksperimenteret med et ukendt narko-middel

Kender du til sagen skriv til 1224@eb.dk eller sms 1224 (koster alm sms-takst)

OPDATERING: Fundet af to døde mænd på henholdsvis 19 og 20 år lørdag aften hos en jævnaldrende bekendt i Silkeborg undersøges fortsat af politiet.

I første omgang fortalte politiet, at de to unge var døde som følge af at have indtaget det stærkt smertestillende lægemiddel, Doltard.

- Men den oplysning er ikke korrekt, siger vagtchef Carsten Henriksen, Midt- og Vestjyllands Politi, her i formiddag til Ekstra Bladet.

- Oplysningen blev sendt ud ved en fejl. Vi kender faktisk ikke dødsårsagen. Det er op til den retsmedicinske undersøgelse at klarlægge, siger han.

Opsøgte en kammerat
Vagtchefen oplyser, at de to nu døde efter en tur i byen opsøgte deres kammerat tidligt lørdag morgen og spurgte, om de måtte overnatte hos ham i hans forældres hus i den sydlige bydel.

- De var ret påvirkede, men fik lov at sove der. Da man i løbet af dagen og aftenen ikke havde hørt eller set de to, blev der kigget ind til dem, men da var de døde. Det var ikke aktuelt at forsøge genoplivning, siger vagtchefen.

Ligene af de to unge mænd skal nu obduceres med henblik på at fastslå, hvad de er døde af.

Der er formentlig tale om en overdosis af en eller anden art, og politiet er fortsat i færd med at efterforske hændelsen for at klarlægge den endelige dødsårsag.

Det oplyste vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Jan Nørum natten til søndag.

- Vi har en mistanke om, at der er tale om en overdosis, men detaljerne vil jeg ikke komme ind på, siger han.

Forsøgte at vække dem
Til stede i lejligheden var der ifølge politiet kun de to afdøde samt lejlighedens beboer, en 21-årig mand.

- De afdøde havde lånt værelset og lagt sig ind for at sove. Men beboeren kunne ikke få liv i dem, så han ringede efter en ambulance, siger Jan Nørum.

De to unge mænd blev erklæret døde, da ambulancen nåede frem.

Begge mænd er fra lokalområdet, og deres pårørende er underrettet.

Politiet modtog anmeldelsen lørdag klokken 22.11.

Oplysning om lægemiddel er korrigeret
Tidligt søndag morgen oplyser politiet, at de afdøde formentlig har eksperimenteret med det receptpligtige lægemiddel 'Doltard 30 mg'. Det er denne oplysning, der nu er neutraliseret af politiet, fordi man ikke med sikkerhed kan påvise en sammenhæng..

- Det er et stærkt smertestillende middel, som kan være dødeligt i større mængder.

- Stoffet skulle lige nu være populært blandt unge i Silkeborg-området, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Ifølge politiet er Doltard receptpligtigt.

- Men de unge finder jo hurtigt ud af at købe sådan noget på nettet, siger vagtchef Jan Nørum tidligt søndag morgen.

Ifølge apoteket.dk er Doltard et 'stærkt smertestillende middel', der "virker smertestillende ved at påvirke de områder i hjernen, der registrerer smerte".

Virkningen varer fire-fem timer.

Både apoteket.dk og min.medicin.dk advarer om, at der "er sket alvorlige fejl ved håndtering af dette lægemiddel".

Ifølge min.medicin.dk kan overdosering af Dotard "medføre nedsat vejrtrækning og i værste fald død."

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere