To unge mænd styrter i døden på ski

To mænd på 25 år er faldet flere hundred meter ned i døden, da de stod på ski i Frankrig

Her i Chamonix-Mont-Blanc i de franske alper, omkom to britiske skiløber søndag formiddag. Foto: Gavin Hellier/AWL Images
Her i Chamonix-Mont-Blanc i de franske alper, omkom to britiske skiløber søndag formiddag. Foto: Gavin Hellier/AWL Images

To britiske skiløbere er omkommet i de franske alper søndag morgen efter et styrt på flere hundrede meter.

Det skriver The Guardian.

De to mænd, som begge var 25 år, var på ferie i det kendte skiområde Chamonix-Mont-Blanc, da ulykken fandt sted.

Ifølge The Telegraph kørte mændene i det 1700 meters høje område Le Couloir Du Chapeau, hvor de stod på et off-pist.

Ifølge politiets talsmand er det en kendt rute for skiløberne, men han understreger, at der altid er en risiko ved at stå off-pist.

For selvom solen skinnede, og vejret var godt, var sne-forholdene ikke gode i søndags.

- Sneen var meget kompakt og iset, så vi mener, at begge skiløbere er gledet og faldet flere hundred meter ned, siger talsmanden.

En tredje mand, som var sammen med de to engelske mænd, slog alarm kort efter klokken 11 søndag morgen. Herefter kom bjergets redningsmænd til stedet, men selvom de kom på under ti minutter, lykkedes det ikke at redde de unge mænd.

- De to ofre blev erklæret døde på stedet, fortæller politiets talsmand.