To unge sigtes for drab på 20-årig veninde

Kvinden pådrog sig svære kvæstelser, da hun blev slået ihjel

Kvinden blev med politiets ord fundet død 'under særdeles mistænkelige omstændigheder' her på adressen. Video: Kenneth Meyer

To mænd på henholdsvis 18 og 22 år vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør sigtet for at slå en 20-årig kvinde ihjel.

Det bekræfter kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi over for Ekstra Bladet.

- Vi kan bekræfte, at der er tale om et drab. Kvinden har pådraget sig svære kvæstelser, og hun skal nu obduceres for at afklare dødsårsagen, lyder det fra Charlotte Tornquist, som på nuværende tidspunkt ikke vil komme ind på, konkret hvordan kvinden er blevet slået ihjel.

Den 20-årige blev fundet død tirsdag eftermiddag på en adresse på Københavnsvej i Køge.

Svært bevæbnet politi holder vagt ved adressen. Foto: Kenneth Meyer 112 - 14. jul. 2020 - kl. 16:47 Politi massivt til stede: 20-årig kvinde formodes dræbt

Efterfølgende blev i alt fire mænd anholdt - først tre personer, som var på gerningsstedet og siden en 22-årig mand, som blev anholdt på sin opholdsadresse i Vejle. Han er uden fast bopæl, og er en af de to, der bliver fremstillet senere i dag.

To af de fire anholdte blev løsladt natten til onsdag efter endt afhøring. De er ikke sigtet.

Offeret er selv fra Køge og ifølge Charlotte Tornquist kendte hun de to formodede gerningsmænd.

- De var venner forud for det her, siger hun.