To unge sigtet for håndsprit-tyveri

Tyveriet skete fra Herlev Hospital i sidste uge

Der bliver set med alvorlige øjne på tyveri af håndsprit i disse coronatider.

Det må to unge mænd på 17 og 18 år sande, efter de er blevet anholdt og sigtet for at have stjålet omkring 13 beholdere med håndsprit på Herlev Hospital.

Tyveriet skete sidste torsdag eftermiddag, og den ene blev anholdt fredag morgen. Den anden meldte sig selv senere på formiddagen, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

- Jeg er tilfreds med, at vi nu har fat i de to mistænkte. Det er blandt andet lykkedes på grund af gode vidner og årvågne borgere, siger politikommissær Andreas Mollerup i en pressemeddelelse.

Han tilføjer at den aktuelle sag understreger, at politiet ser med alvor på tyverier af såkaldt værnemidler i den nuværende coronasituation.

En anmeldelse om et tyveri af håndsprit på Herlev Hospital 13. marts har tidligere vakt opsigt. Men de aktuelle anholdelser har ikke forbindelse til den hændelse.

Her lød det af anmeldelsen, at tre maskerede mænd havde stormet hospitalets skadestue, mens en fjerde ventede i en bil udenfor.

Se også: Politi: Der var ingen maskerede håndsprit-tyve

Københavns Vestegns Politi har dog efterfølgende været ude at sige, at det ikke var foregået som beskrevet.

- På baggrund af efterforskning og gennemgang af overvågningsvideo kan vi slå fast, at der ikke er blevet stjålet noget under episoden, og at ingen personer har været maskeret.

- Efterforskningen har afdækket, at der faktuelt ikke er sket det, vi modtog anmeldelse om, og ikke det, der er beskrevet i dele af pressen, oplyste politiinspektør Flemming Madsen 18. marts til Ekstra Bladet.