Toårig pige falder ud ad vindue

En toårig pige faldt søndag aften ud fra familiens vindue i deres lejlighed på anden sal - øjenvidne beskriver ulykken

På øverste etage i denne bygning på Møllevænget i Allerød, faldt en toårig pige i går ud ad vinduet. Foto: Jonathan Blangstrup.
På øverste etage i denne bygning på Møllevænget i Allerød, faldt en toårig pige i går ud ad vinduet. Foto: Jonathan Blangstrup.

Det var midt i gårsdagens aftensmad, og den gråd og det skrig, Jonathan hørte, sagde ham, at dette ikke bare var almindelig barnegråd.

Det var alvorligt.

Han løb over til vinduet for at se, hvad der skete. 

- Jeg kunne se, at to naboer -  en kvinde og en ældre herre - stod omkring en mor, der sad nede på græsplænen med sin lille pige. Både den lille pige og moderen græd, fortæller Jonathan Blangstrup til Ekstra Bladet.

I chok
- Moderen var i chok. Hun græd meget, men var helt handlingslammet og sad der bare.

Det gik op for Jonathan, at den toårige pige måtte være faldet ud ad vinduet fra familiens lejlighed på anden sal på Møllevænget i Allerød.

Nordsjællands Politi bekræfter hændelsen overfor Ekstra Bladet.

- Kvinden ringede efter en ambulance. Herren beroligede moderen og understregede overfor hende, at det var godt, at barnet græd så meget. Alternativet havde været værre, siger Jonathan Blangstrup til Ekstra Bladet, og kan samtidig fortælle, at den lille piges far kom hurtigt hjem og var der, da ambulancen ankom efter cirka ti minutter.

Den kørte fra stedet med fuld udrykning og sirener cirka tyve minutter efter ankomsten til Møllevænget, vurderer Jonathan.

Blod på t-shirt
Herfra blev hun kørt til sygehuset. Ifølge døgnrapporten fra Nordsjællands Politi, slap den lille pige med et sår i hovedet, som skulle syes, men eller er sluppet heldigt fra faldet.

- Der var blod på den lille piges t-shirt. Ikke meget, men noget.

- Der er nogle buske nedenfor bygningen, som må have taget fra i faldet. Ellers tror jeg ikke, at hun havde grædt..., siger Jonathan Blangstrup.

Nordsjællands Politi bekræfter, at pigen landede i buskadset. De har ikke yderligere kommentarer til hendes tilstand, eller til årsagen til hændelsen.