Tog kvælertag på tiårig: Bad dame slukke cigaret

Han ville gerne have slukket cigaretten, fordi hans bror lider af astma

Det generede en dreng, da en kvinde røg ved et busstoppested. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard
Det generede en dreng, da en kvinde røg ved et busstoppested. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

En ældre mand tog kvælertag på en tiårig dreng i Holte mandag.

Det skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.

- Han blev efterfølgende kørt på skadestuen for at få tjekket og dokumenteret sine skader, oplyser Henriette Døssing, kommunikationsmedarbejder hos Nordsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

Det skulle være sket på et busstoppested på Holte Stationsvej, efter drengen bad en kvinde, der stod og røg en cigaret, om at slukke smøgen. Hans bror lider nemlig af astma, og derfor ville den tiårige gerne have, at kvinden stoppede.

Ønsket om den slukkede cigaret gjorde tilsyneladende en ældre mand rødglødende, for han blandede sig og tog kvælertag på den tiårige.

Efter overgrebet, der skete cirka klokken 15.05, steg han på bus 193 i retning mod Trørød.

Politiet har udsendt et signalement på den ældre mand. Han beskrives som cirka 65 år, cirka 175 centimeter høj og spinkel af bygning. Han skulle have gråt hår, iført cowboybukser og mørkeblå jakke med vandrette striber henover brystet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere