Tog med 500 tæt på katastrofe: Grov sjusk med sikkerheden på Kystbanen

500 passagerer var i fare, da et tog på kystbanen kolliderede med en gravemaskine på sporet. Undersøgelsen har afsløret sjusk med sikkerheden hos Banedanmark

Ulykken kunne være endt i en katastrofe. Toget nåede at bremse ned til 55 km/t., da lokoføreren opdagede gravemaskinen på sporet. Video: Linda Johansen

Katastrofen var tæt på, da et fyldt kystbanetog med cirka 500 passagerer stødte sammen med en gravemaskine på jernbanesporet mellem Skodsborg og Klampenborg klokken 7.43 14. november sidste år.

Mirakuløst blev toget ikke afsporet, og føreren på gravemaskinen reddede livet, da han i sekunderne før kollisionen barfodet sprang ud af gravemaskinen og ned på skærverne.

Maskinføreren kom lettere til skade, og ni voksne og tre børn blev kørt til akutmodtagelsen for at blive undersøgt for skader, primært piskesmæld.

17 passagerer anmodede om krisehjælp. Det samme gjorde medarbejderne fra entreprenørfirmaet, som arbejdede på sporet, og en af dem er fortsat under psykolog-behandling.

Skaderne på sporet, køreledningen, toget og gravemaskinen er opgjort til 9,3 millioner kr.

Ville undgå forsinkelser
Nu afslører en rapport fra Havarikommissionens jernbaneenhed, at ulykken skyldtes grov sjusk med jernbanesikkerheden.

Banedanmark får en hvas kritik for ikke at have fulgt reglerne for 'kortvarige sporspærringer'.

Der havde udviklet sig en kutyme i Banedanmark for ikke at etablere og dække sporspærringer korrekt, blandt andet som følge af, at sikringsanlægget på kystbanen er nedslidt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Ulykken skyldtes, at Banedanmark sjuskede med sikkerheden for kortvarige sporspærringer. Foto: Linda Johansen
Ulykken skyldtes, at Banedanmark sjuskede med sikkerheden for kortvarige sporspærringer. Foto: Linda Johansen
 

Hvis Banedanmark slavisk følger reglerne ved blandt andet at bruge såkaldte 'kortslutningsstropper' på skinnerne - så bliver resultatet ofte uorden, driftsforstyrrelser og forsinkelser på Kysbanen.

Derfor har Banedanmark valgt at lukke det ene øje for sikkerhedsreglerne:

'Med denne ændring har Banedanmark i relation til kortvarige sporspærringer svækket jernbanesikkerheden ved at muliggøre f.eks. tunge gravemaskiner - der kan indebære risiko for såvel kollision som afsporing - i sporet', skriver Havarikommissionen.

Foto: Bjørn Nielsen 112 - 14. nov. 2017 - kl. 09:03 DSB ramt af nyt kaos: Tog rammer arbejdskøretøj

Tog fejl af sporet
Ulykken skyldtes konkret flere faktorer:

Den ansvarlige på Fjernstyringscentralen kaldet stationsbestyreren tog fejl af, hvilket spor der skulle spærres.

Han troede, det var det nordgående spor mellem Klampenborg og Skodsborg, mens arbejdslederen på sporet bad om spærring af det sydgående spor mellem Skodsborg og Klampenborg.

Hverken stationsbestyreren eller arbejdslederen overholdt reglerne for kortvarige sporspærringer, som det er kutyme i Banedanmark.

Reelt var sporet derfor ikke spærret - selvom der befandt sig en gravemaskine på skinnerne.

De sikkerhedsmæssige barrierer (aftale forud med vagthavende, meldinger og dækninger af sporet), der skulle hindre ulykker i sådanne situationer, var dermed sat ud af kraft.

To tidligere episoder
Ved to lignende episoder i 2015 og 2016 blev sikkerhedsbestemmelserne heller ikke overholdt i forbindelse med kortvarige sporspærringer, skriver Havarikommissionen.

28. april 2015 kolliderede et regionaltog med en gravemaskine nord for Herfølge Station, hvor entreprenøren og arbejdslederen var de samme som ved ulykken mellem Skodsborg og Klampenborg.

6. november 2016 var en gravemaskine tæt på kollision med et tog mellem Esbjerg og Tjæreborg, men det lykkedes maskinføreren at få gravemaskinen kørt over i det modsatte spor, da toget var 500 meter væk.

Havarikommissionen anbefaler derfor nu, at Banedanmark sikrer, at sikkerhedsbestemmelserne overholdes ved især kortvarige sporspærringer af såvel arbejdsledere, stationsbestyrere, vagthavende og driftsansvarlige.

Kommissionen anbefaler også, at Banedanmark kigger på sikkerhedsbestemmeslerne om 'kortvarige sporspærringer', så de ikke anvendes, når sporet reelt bliver ufarbart, for eksempel når gravemaskiner - også kortvarigt - skal ind i sporet.

'Så lys fra toget - og sprang'
Lokomotivføreren har forklaret, at toget kørte 90-100 km/t. gennem kurven nord for Springforbi, da han opdagede gravemaskinen midt på sporet. Han farebremsede toget og sprang ud af førerkabinen inden kollisionen, der skete med 55 km/t.

Gravemaskinen var en af to, der gennem længere tid havde gravet kabelrør ned på Kystbanen. Den skulle ud på sporet for at komme over en bro ved en mindre sti. Det var ren rutine, men da maskinføreren havde kørt en-to meter, hørte han, at der blev råbt 'tog'. Han regnede med, at der var tog i nabosporet, men så råbte arbejdslederen til ham, at han skulle se at komme ud.

- Jeg så lys fra toget og sprang på strømpefødder ned i skærverne. Da jeg landede, var maskinen bag mig væk, har han forklaret.

Hov - der kommer tog!

Radiosamtalen mellem arbejdslederen SR (der stod for gravearbejdet på sporet) og stationsbestyreren (den ansvarlige på fjernstyringscentralen FC) blev optaget, da ulykken skete, og er gengivet i Havarikommissionens rapport.

Her er et uddrag.

FC: Jamen øhhh - så gør det nu. Så sig til når du er fri.

SR: Ja.

FC: ...fra fra øhh området igen.

SR: Ja, men øhh så får jeg lige maskinføreren ind her.

(forbindelsen holdes ved lige, men en pause på 38-39 sekunder)

SR: Hov - der kommer tog! Der kommer tog. Der kommer tog i højre spor.

(i baggrunden høres der kraftig råben)

SR: (Råber til maskinføreren) Kom væk! Hop ud! Hop ud! Der kommer tog! Kom væk! Hop ud! Hop ud! Der kommer tog!

I baggrunden høres et brag. Det er toget, der kolliderer med gravemaskinen og efterfølgende høres en skrabende lyd, mens gravemaskinen skubbes 98 meter hen ad sporet.

SR til FC: Der kom sgu da tog i højre spor!

FC: Ja - Skodsborg Klampenborg.

SR: Skodsborg Klampenborg, ja.

FC: Du sagde Klampenborg Skodsborg.

SR: Nej - jeg sagde Skodsborg Klampenborg.

FC: Ikke godt.

SR: Nej.

FC: Nej. Hvad gør vi?

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere