Togpassager fik mand i hovedet efter selvmord: Videooptagelse dokumenterer forløb

En kvinde er mandag aften fortsat i kritisk tilstand, efter at hun tidligt på dagen blev ramt af en mand, der begik selvmord og kastede sig selv ud foran et gennemkørende tog

Video: Kenneth Meyer

En kvinde er mandag aften fortsat i kritisk tilstand, efter at hun tidligt på dagen blev ramt af en yngre mand, som netop havde kastet sig selv ud foran et gennemkørende tog på Valby Station.

Det oplyser vagtchefen ved Københavns Politi, Henrik Svejstrup, til Ekstra Bladet.

Kvinden var så uheldig at stå på det forkerte sted, da manden et stykke derfra valgte at springe ud foran toget. Sammenstødet var så voldsomt, at manden blev kastet op på perronen ved Valby. Her stod kvinden, der blandt andet blev ramt i hovedet og pådrog sig et alvorligt hovedtraume.

Politiet er sikre på hændelsesforløbet, og at der var tale om et selvmord, der på uheldig vis kom til at ramme andre end den yngre mand, der valgte at tage sit eget liv.

- Vi har fået godtgjort på videoovervågning fra stedet, hvad der er sket. Der er ikke noget kriminelt, og sagen er afsluttet fra vores side, siger Henrik Svejstrup.

Københavns Politi har ud på eftermiddagen været i dialog med personalet på Rigshospitalet, hvor kvinden er indlagt. Meldingen er, at hun stadig er i kritisk tilstand.

- Det er aftalt, at vi bliver kontaktet af Rigshospitalet, når der sker en forandring i kvindens tilstand, siger Henrik Svejstrup til Ekstra Bladet.

Både kvindens og den yngre mands pårørende er blevet underrettet om den tragiske hændelse.

Det var klokken 7.56, at politiet meldte ud, at to personer var blevet hårdt kvæstet efter en ulykke på Valby Station. Påkørslen skete på fjerntogsstrækningen mod København, og togene holdt på et tidspunkt stille.

Den hårdt kvæstede kvinde blev hurtigt kørt på Rigshospitalets traumeafdeling.

- Personen er kommet til skade, da hun står på perronen og venter på toget, lød det til formiddag fra vagtchef Michael Andersen.

Politiet oplyste siden på Twitter, at der var tale om et selvmord, hvor en person har kastet sig ud foran et tog. I den forbindelse har personen ramt en kvindelig passager, der stod på perronen.

Togtrafikken til og fra København var en periode påvirket, men afgangstiden blev normaliseret sidst på formiddagen.

Få hjælp her

Det hjælper at få sat ord på de svære tanker og følelser, man nogle gange får i sit liv.

Hos Livslinien kan du - alle årets dage i tidsrummet fra klokken 11-4 - få en rådgivende samtale. Du er anonym og må gerne ringe flere gange.

Telefonnummeret er 70 201 201. Du kan også chatte og skrive til Livslinien her.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere