Togtrafik lammet efter personpåkørsel

Al togdrift mellem landsdelene står stille efter personpåkørsel på Fyn

Al togtrafik mellem landsdelene står søndag sidst på eftermiddagen stille efter en personpåkørsel ved Vissenbjerg på Fyn.

Det oplyser DSB's pressevagt over for Ekstra Bladet.

Påkørslen er blevet anmeldt til alarmcentralen klokken 17.23. Det er ikke lykkedes Ekstra Bladet at skaffe information om ulykkens karakter.

- Der er lukket for trafik lige nu i begge retninger. Der er ingen prognose for, hvor længe det vil vare, siger DSB's pressevagt til Ekstra Bladet.

Fyns Politi fortæller på Twitter, at en person er afgået ved døden, og at den pågældende endnu ikke er identificeret. Derfor er pårørende heller ikke underrettet.

Politi og redningsfolk er omkring klokken 17.45 ankommet til stedet og arbejder på at få et overblik over, hvad der er sket.

DSB har valgt at sætte ind med togbusser på strækningen i stedet.

- Vi indsætter togbusser til at køre mellem Odense og Fredericia. Busserne vil være fremme ved stationerne omkring klokken 18.45, siger DSB's pressevagt til Ritzau.

DSB's pressevagt oplyser klokken 20.15 til Ekstra Bladet, at togene vil køre igen fra klokken 20.20.

Fyns Politi oplyser til Ekstra Bladet, at der er tale om en ulykkelig sag med tragisk udfald, og at politiet nu har afsluttet efterforskningen. Man er nu i gang med at orientere de pårørende om dødsfaldet.

Opdateres...

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere