Togtrafik mod Sverige indstillet: Politi skyder mand

En mand er blevet skudt i det sydlige Malmø mandag formiddag. Episoden påvirker togforbindelsen mellem Danmark og Sverige

Her bliver manden skudt af politiet. Video: Aftonbladet

Tog-trafikken mellem Københavns Lufthavn og Malmø Station er i øjeblikket indstillet. Det skyldes at svensk politi mandag formiddag måtte affyre skud mod en mand på Malmø Hovedbanegård.

Manden blev skudt på stationen, oplyser politiet i en pressemeddelelse. Ifølge politiet opførte han sig truende, hvilket medførte, at politiet så sig nødsaget til at skyde, lyder det videre.

Hovedbanegården er blevet tømt, og manden er kørt på hospitalet. Hans nærmere tilstand er ikke officielt meldt ud.

Ifølge mediet Sydsvenskan er politiet massivt til stede på banegården, hvor både busser, tog og bil-trafik er blevet stoppet.

Der er desuden ankommet bomberyddere til stationen, oplyser Evelina Olsson, der er talsmand for politiet, til mediet Aftonbladet.

- Fokus er nu på at rydde stationen, inklusive de kontorer, som er der. Det er mange folk i området, så det er førsteprioritet at få folk væk fra pladsen, siger hun til Aftonbladet.

Ifølge mediet har vidner hørt flere skud. De fortæller yderligere, at manden, der bar på flere tasker, først henvendte sig til en kvinde på stationen, som efterfølgende skreg om hjælp.

Da politiet ankom til stedet gik manden fortsat rundt på stationen, og her udviklede situationen sig tilsyneladende til skud.

- Han skreg blandt andet 'Fuck the police', fortæller et vidne til Aftonbladet.

På et pressemøde mandag eftermiddag fortæller politiet, at manden blev skudt i benet og er uden for livsfare. Han skulle desuden have råbt, at han var i besiddelse af en bombe og våben.

På eftermiddagens pressemøde oplyser politiet, at det endnu er uklart, hvad mandens tasker og poser indeholdt.

- Men det tyder ikke på noget farligt, lyder det på pressemødet.

DSB oplyser på twitter at togtrafikken mellem den svenske by og København står stille i et endnu ukendt tidsrum. I stedet er der indsat togbusser til de rejsende, som kører mellem Københavns Lufthavn og Hyllie Station.

Opdateres..

Skærm

Hent flere
Hent flere