Topadvokater tiltalt for svindel for over 200 millioner

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) rejser nu tiltale mod tre advokater for millionsvindel

Tre advokater er blevet tiltalt for at have begået svindel mod klienter og kreditorer for et trecifret millionbeløb. Det fortæller Niels Vejlby Hansen fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØIK) til Anklagemyndigheden.dk.

- Advokaterne var jo betroet til at forvalte og administrere deres kunders midler, men det er vores opfattelse, at advokaterne i stedet groft har udnyttet tilliden og lagt millionbeløb i egen lomme, siger vicestatsadvokaten.

Ifølge Finans er der tale om advokaterne bag Johan Schlüter Advokatfirma; Johan Schlüter, Lars Halgreen og Susanne Fryland. De er tiltalt for at have svindlet med Copydan-penge, som de blev betalt for at forvalte tv- og filmproduktioner.

Sagen startede i 2015, hvor brancheorganisationen for tv- og filmproducenter, Producentforeningen, meldte en mistanke om svindel til bagmandspolitiet. Her mente organisationen, at der var blevet svindlet for 100 millioner. Det beløb har bagmandspolitiet dog nu fordoblet.

Sagen kort

- To advokater bliver tiltalt efter straffelovens § 280 for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed.
- Alle tre advokater bliver tiltalt efter straffelovens § 283 for skyldnersvig.
- Alle tre advokater er tiltalt for at have afgivet urigtige oplysninger i de lovpligtige årsregnskaber for 2014 for henholdsvis det konkursramte advokatfirma og for et andet selskab ejet af advokaterne, jf. straffelovens § 296, stk. 1, nr. 2, litra b. 
- En advokat er yderligere tiltalt for mandatsvig for 5 millioner kroner begået over for en mindre forening i februar 2015, samt for overtrædelse af reglerne om ulovlige selskabslån. 
- En advokat tiltales ligeledes yderligere for mandatsvig for 550.000 kr. ved uretmæssigt forbrug af midler tilhørende en foreningen.

Kilde: SØIK

Johan Schlüter Advokatfirma gik konkurs i oktober 2015 efter et tab af flere vigtige kunder. I samme ombæring lagde Johan Schlüter og Lars Halgreen ansvaret over på Susanne Fryland.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere