Torben undveg Yahyas vanvidskørsel: - Han kunne have slået nogen ihjel

Torben og hans kone Grethe undveg med nød og næppe, da Yahya Hassan, angiveligt i narkopåvirket tilstand, flygtede fra politiet

Her kan du se stedet, hvor biljagten mellem Yahya Hassan og politiet tirsdag endte

69-årige Torben Nielsen fra Randers var sammen med sin kone Grethe på vej hjem fra Aarhus, da en Mercedes i høj fart buldrede mod dem på Randersvej.

- Jeg når lige at fange ud af øjenkrogen, at der sker noget over i den modsatte vejbane. Han skrider ud i stor hastighed, og jeg når lige at tænke, at hvis jeg bremser, så bliver jeg ramt, for den har direkte kurs mod os. Så jeg accelererer alt det, jeg kan for at slippe forbi og holder ind længere henne, fortæller Torben Nielsen.

Ved middagstid havde den 69-årige randrusianer ingen anelse om, at det formodentlig var den 20-årige digter og provokatør Yahya Hassan, der kort tid efter denne hændelse blev anholdt og sigtet for at have kørt fra politiet i narkopåvirket tilstand.

Det bekræftede Yahya Hassans advokat over for Ekstra Bladet tidligere i dag.  Yahya Hassan blev dog tirsdag aften igen løsladt af politiet, og han slipper derfor for at blive fremstillet i grundlovsforhør.

Se også: Yahya Hassan smidt ud af Nationalpartiet

Yahya Hassan kørte galt og forsøgte at stikke af fra politiet. (Foto: Claus Bonnerup) 112 - 9. feb. 2016 - kl. 20:09 Yahya anholdt for narkokørsel: Her endte biljagten

Troede det var en biltyv
Da Mercedes-bilen er hastigt kører forbi dem igen, spotter Torben Nielsen en civil politibil med blå blink, der lige så hurtigt sætter efter den. Han føler sig beroliget ved, at politiet er opmærksom på det, han først formoder at være en biltyv. Derfor fortsætter Torben og Grethe Nielsen rejsen mod hjembyen Randers.

- Længere oppe holder den famøse Mercedes så igen i enden af noget autoværn. Den var altså godt nok gået kold. Der var ikke et menneske i nærheden. Hvad fanden er nu det her for noget, tænker jeg.

300 meter længere henne ser han så fem politibiler med blink - inklusiv den civile politibil, der passerede dem tidligere.

- De har jo så anholdt ham der, efter han er sluppet helskindet fra ulykken, siger Torben Nielsen, der kørte hen til politibilerne og tog sig en hurtig snak med en af betjentene.

Kunne have slået nogen ihjel
69-årige Torben og hans kone Grethe er rystede på vej hjem. Torben Nielsen føler sig heldig og glad over, at han nåede at trykke på speederen på det rigtige tidspunkt.

- Hvem ved, hvad der kunne være sket. Havde jeg bare bremset op, så havde vi haft en Mercedes lige i hovedet. Det kan man godt tænke lidt over, når man lige får sat sig ned og drukket en kop kaffe.

Det var først, da Torben Nielsen kom hjem og tændte for fjernsynet, at det gik op for ham, hvem der var ved at brage ind i dem på Randersvej.

- Man må jo antage manden for at være klog nok. Men at han så kan lave sådan en vanvidskørsel og sætte andre menneskers liv og helbred på spil, det er simpelthen det mest forfærdelige.

- Det er skingrende tosset. Han kunne have slået nogen ihjel.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere