Træ vælter ned i tog ved Klampenborg station

Et væltet træ skabte kaos, da det ramte køreledninger og et kørende tog nord for Klampenborg Station

Her kan du se et interview med Claus Harritzhøj, der befandt sig i toget, da træet væltede (video: Kenneth Meyer)

Et træ væltede kl. 10.15 mandag formiddag ned i køreledningerne og et kørende tog lige nord for Klampenborg station.

- Et træ er væltet, og har ramt køreledningerne, og er derefter væltet ned i toget. Der er ingen tilskadekomne, siger Pressechef ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladets udsendte fortæller, at alle 148 passagerer lige nu bliver evakueret fra toget og kørt til Klampenborg Station i busser.

Passagererne evakueres fra det standsede tog (Foto: Kenneth Meyer)
Passagererne evakueres fra det standsede tog (Foto: Kenneth Meyer)
 

Alt strøm er afbrudt og politiet meddeler nu, at de har ophævet afspærringer på Dyrehavevej.

En af de 148 passagerer er Mariella Madsen, som var på tur med sit barnebarn. De skulle fra Helsingør til København.

- Det stoppede meget hårdt op lige pludseligt, men der var ikke panik, siger hun.

De blev nødt til at sidde i toget i en time, før de kunne forlade det og i samlet flok gå hen ad skinnerne.

- Air condition var gået i stykker, og man kunne ikke gå på toilettet, hvorfor nogle overvejede at tisse i en pose, fortæller hun.

BaneDanmark har sendt personale til stedet, for at fjerne træet og udbedre skaderne på køreledningerne og forventer at have ryddet banelegemet først på eftermiddagen.

- Vi skal lige se, hvor store skaderne er på kørestrømsledningerne og så skal vi have ryddet op. Vi forventer, at vi kan køre igen omkring kl. 13.00, siger Mads Thostrup, Sektionschef i teknisk Drift ved BaneDanmark, til Ekstra Bladet.

BaneDanmark undersøger én gang om året, om træerne omkring deres banestrækning, er i fare for at vælte ned over banen, og de skal nu i gang med at undersøge, hvordan træet kunne vælte ned i toget.

- Der er sendt personale afsted, som skal kigge på træet, og så skal vi finde ud af, om det er et træ som er på vores grund, eller om det står hos naboen, siger Mads Thostrup, Sektionschef i teknisk Drift ved BaneDanmark, til Ekstra Bladet

Sådan så det ud indefra toget, da træet væltede (Foto: Claus Harritzhøj)
Sådan så det ud indefra toget, da træet væltede (Foto: Claus Harritzhøj)
 

DSB bekræfter, at al trafik til og fra Klampenborg station i nordgående retning er stoppet.