Træner og forældre overfaldt mand til fodboldkamp for børn

Modstanderholdets træner skubbede blandt andet den 27-årige ind i en stolpe

Bølgerne kan gå højt, når forældre står på sidelinjen og overværer deres små poder løbe rundt på grønsværen og spille bold.

Søndag gik det så voldsomt for sig, at en træner og en forældre overfaldt en 27-årig mand, der befandt sig i nærheden af fodboldbanen.

Det skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 12.30, da en fodboldkamp mellem to hold 11-årige drenge var i gang på Rundforbi Stadion i Nærum.

Her opførte modstanderholdets træner sig aggressivt og skubbede pludseligt den 27-årige ind i en stolpe.

Fik knæ i ryggen
Da en anden person på stedet forsøgte at få træneren til at fjerne sig, kom en forældre til en spiller på modstanderholdet og gav den 27-årige et knæ i ryggen, så han faldt og slog hovedet i jorden.

Den 27-årige var efterfølgende på skadestuen for at blive tilset.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Nordsjællands Politi for at høre, hvad der gik forud for overfaldet, men det kan politiet endnu ikke sige noget om.

Den mand, som gav den 27-årige et knæ i ryggen beskrives som dansk af udseende, hvid i huden, 40-50 år, 175-178 cm høj, kraftig af bygning og iført grøn jakke.

Politiet vurderer fortsat, hvad der skal ske videre i sagen. Manden er derfor endnu ikke anholdt.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere