Trafikkaos da skraldebil væltede midt i København

En skraldebil væltede på H.C. Andersens Boulevard i København. Det gav store trafikale problemer, da trafikken mod Amager måtte spærres, mens den blev rejst op

Ingen er kommet til skade, men den væltede skraldebil kan give nogle trafikale udfordringer, lyder det fra Københavns Politi. Videoen er optaget før trafikken mod Amager blev stoppet. Video: Ole Steen.

OPDATERET: Skraldebilen er nu rejst op på alle fire hjul og fjernet fra stedet, men der er ifølge Vejdirektoratet stadig massiv kø på H.c. Andersens Boulevard og Amager Boulevard. Ifølge P4 Trafik er der også tæt kø på vejen omkring hovedfærdselsåren. Alle spor er dog åbent på strækningen, hvorfor trafikken ventes at blive normaliseret i løbet af eftermiddagen.

---

En skraldebil er væltet få hundrede meter fra Tivoli i København. Der er ingen personskade, men trafikken mod Amager har været helt spærret - bortset fra cyklister - fordi skraldevognen skulle rejses igen. Opgaven med at få skraldebilen helt væk har taget omkring to timer.

Ekstra Bladets mand på stedet fortalte, at skraldebilen lå på siden i midterrabatten på H.C. Andersens Boulevard ud for Rysensteensgade.

Indledningsvis var der en vognbane åben i hver retning over Langebro, men der har været store problemer med at få trafikken afviklet. Politiet måtte i en periode lukke for biltrafikken mod Amager i alle tre vognbaner, mens der fra Amager var en vognbane åben på H.C. Andersen Boulevard mod Indre By.

Hovedstadens Beredskab opfordrede undervejs bilisterne til at søge andre veje, på grund af spærringen mod Amager, mens bjærgningsoperationen stod på.

Banedanmarks hjælpevognstjeneste har været på stedet med en kæmpe mobilkran, der skulle hjælpe med at rejse skraldebilen, fortæller Ekstra Bladets mand på stedet. Også to bjærgningskøretøjer var på stedet.

Skraldebilen lækkede væske, og Hovedstadens Beredskab måtte derfor lægge grus ud på vejen for at suge den væske, der lækkede ud af skraldebilen.

Chaufføren på skraldebilen, der var på vej på Amager, sad uskadt ved siden af den væltede lastbil og så lettere chokeret ud.

Et vidne fortæller til Ekstra Bladet, at skraldevognen kørte fra Rysensteensgade og svingede ad H.C. Andersens Boulevard mod Amager.

- Den havde for meget fart på, og så væltede den lige så stille om på siden, fortæller hun.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Beredskabet hælder grus ud på vejen for at suge det væske, der lækker fra skraldebilen. Foto: Ole Steen
Beredskabet hælder grus ud på vejen for at suge det væske, der lækker fra skraldebilen. Foto: Ole Steen
 

Københavns Politi skriver kort på Twitter, at det er en skraldebil, der er væltet. De skriver samtidig, at der ikke er nogen, der er kommet til skade, men at det kan give nogle trafikale udfordringer.

Operationschefen for Hovedstadens Beredskab, Michael Møller, oplyser, at beredskabet har en fast aftale med Banedanmarks Hjælpevognstjeneste om at rykke ud til svære bjærgningsopgaver. Derfor var tjenesten hurtigt på stedet.

Alarmen kom kl. 13.49. Politiet har ikke meldt noget ud om årsagen til uheldet.

1 af 3 Foto: Ole Steen
2 af 3 Foto: Ole Steen
3 af 3 Der var ikke nogen, der kom til skade, da skraldebilen væltede. Foto: Ole Steen

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere