Tragisk dødsulykke: Mand klemt under bil

En yngre mand var i gang med at reparere en bil, da den pludselig faldt ned over ham. Omkring 18.30 afgik han ved døden

En ung mand er afgået ved døden, efter han fik en bil ned over sig på et værksted (Foto: Kenneth Meyer)
En ung mand er afgået ved døden, efter han fik en bil ned over sig på et værksted (Foto: Kenneth Meyer)

Ved du noget om sagen eller har du billeder/video fra stedet? Så send os en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

Tidlig søndag aften har en ung mand mistet livet i en tragisk ulykke på et værksted på Amager.

Manden var efter sigende i fuld gang med at reparere undervognen på en Volkswagen, da den pludselig faldt ned over ham.

Det oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.

- Manden er kommet i klemme under en bil, som han stod og arbejde under. Den er smuttet ned fra liften, og så er han kommet i klemme. Manden er afgået ved døden, da han havde skader, der var uforenelige med liv, siger Kristian Aaskov til Ekstra Bladet.

Ulykken er ifølge Ekstra Bladets mand på stedet sket i Kirstinehøj nær lufthavnen i Kastrup, hvor der ligger en række gør-det-selv-værksteder.

Klokken 18.17 får politiet en anmeldelse og rykker ud til stedet.

- Det er efter alt at dømme en række pårørende, der har fundet ham død. Derfor har de haft brug for krisehjælp, siger Kristian Aaskov.

Ekstra Bladets mand på stedet oplyser, at der var en del polemik på stedet, da han ankom. Angiveligt har politiet været tvunget til at løbe efter de chokerede pårørende.

Den afdøde er nu bragt til retsmedicinsk afdeling, hvor han vil blive undersøgt. Politiet har endnu ikke nogle oplysninger om mandens identitet.

Politiet betragter hændelsen som en arbejdsulykke, og Arbejdstilsynet er derfor blevet tilkaldt.