Travbane ramt af voldtægtssag: Mand anholdt for overgreb mod 17-årig

Omfattende sigtelser for voldtægt og seksuelle krænkelser mod mand, som skal have begået hovedparten af overgrebene på eller omkring Charlottenlund Travbane

Charlottenlund Travbane skal have været ramme om hovedparten af det store antal seksuelle overgreb, som en anholdt 55-årig mand nu er sigtet for at have begået mod en teenagepige helt tilbage til maj 2019. Foto: Ritzau Scanpix
Charlottenlund Travbane skal have været ramme om hovedparten af det store antal seksuelle overgreb, som en anholdt 55-årig mand nu er sigtet for at have begået mod en teenagepige helt tilbage til maj 2019. Foto: Ritzau Scanpix

En 55-årig mand er sigtet for op imod 100 tilfælde af blufærdighedskrænkelser og voldtægt i form af anden kønslig omgang overfor en teenagepige.

Overgrebene skal for en meget stor del været foregået på eller omkring Charlottenlund Travbane.

Mandens anholdelse blev torsdag over middag opretholdt i tre døgn efter et grundlovsforhør bag lukkede døre i Retten i Lyngby. Dommeren mente, at der var behov for at efterprøve nye oplysninger i sagen, før der kan tages stilling til det reelle mistankegrundlag.

Det oplyser Sufian Akram, anklager i Nordsjællands Politi.

Offer i hjælpeløs tilstand
Sufian Akram bekræfter Ekstra Bladets oplysninger om, at den forurettede var 17 år, da de første overgreb på og omkring den landskendte travbane ifølge sigtelsen skete i maj 2019.

De seksuelle overgreb skal ifølge sigtelsen være fortsat frem til februar i år, og i to tilfælde skal hun være blevet voldtaget på ukendte destinationer udenfor Danmark.

Det er anklager Sufian Akrams vurdering, at den forurettede ikke har været i stand til at modsætte sig manden. Han er derfor også sigtet for voldtægt af en person i hjælpeløs tilstand.

- Hvad der ligger i det, kan jeg af hensyn til ofret ikke kommentere yderligere, siger Sofian Akkram.

Befamlet på kønsdelene
Men det fremgår af sigtelsen, at manden blandt andet er sigtet for at have befølt den unge kvinde på bryster og kønsdele og for at have tungekysset hende.

Det skete, ifølge sigtelsen, på trods af, at kvinden skubbede ham væk og forsøgte at fjerne sig.

Der er nedlagt navneforbud i sagen, og det gælder både i forhold til den sigtede mand og den forurettede kvinde.

Manden nægter sig skyldig.