Travformand: Vi må selv til lommerne

Det måske tabte Atea-sponsorat er et kæmpe beløb for Nykøbing Falster Travbane

Det er svært at forestille sig, hvordan den fuldstændig mennesketomme og ikke specielt reklameprægede travbane lidt uden for Nykøbing Falster kan undvære 100.000 kroner i sponsor-indtjeninger.

Men dette lokale samlingspunkt går højst sandsynlig glip af deres hovedsponsor Ateas årlige bidrag på netop 100.000 kroner.

Se også: Urent trav i bestikkelsessag

Atea valgte i torsdags at sende en mail til travbanen, hvor de stoppede deres sponsoraftale med en dags varsel.

Formanden er chokeret, da han møder Ekstra Bladet på travbanen, der har eksisteret siden 1966.

Et dybt hul
Han fortæller, at de 100.000 kroner, de har modtaget fra Atea siden 2003, kommer til at skabe et dybt hul i budgetterne.

– Det er et kæmpe beløb for en travbane som vores, og vi får meget svært ved at finde en ny sponsor nu. Hvis vi er rigtig heldige, kan vi måske finde en sponsor på 10.000-15.000 kroner, siger Erling Clausen, formanden for travbanen i Nykøbing Falster.

12. juli holder travbanen et årligt arrangement, der normalt bliver overvejende finansieret af Atea-sponsoratet.

Der kommer flere tusind mennesker til den årlige begivenhed, og dem vil formanden ikke sende skuffede hjem.

– Vi må tære på egenkapital, for vi kan ikke være det bekendt over for deltagerne. Vi lukker ikke stedet, selv om vi ikke beholder Atea som sponsor, men det kan sagtens mærkes, siger Erling Clausen, der dog ikke mener, at Atea uden videre kan stoppe aftalen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere