Tre år efter drab: - Find min brors morder

Familie i fortsat sorg over dræbte 21-årige Cem Aydin - har udlovet stor dusør for at hjælpe opklaringen videre

Dogu Aydin er storebror til 21-årige Cem, der døde efter et groft overfald. Familien har nu sparet 500.000kr i dusør til den eller dem, der kan hjælpe med opklaring i sagen. (Foto: Anthon Unger)

Det er godt tre et halvt år siden 21-årige Cem Aydin mistede livet ved et brutalt overfald ude foran sin hoveddør på Frederiksberg – og det er lang tid at gå i uvished og frustration.

- Derfor har vi sparet penge sammen og udlovet en dusør til den eller dem, der kan hjælpe med at få opklaret drabet, siger Dogu Aydin, storebror til den dræbte.

Ekstra Bladet møder broren i dennes hjem - en lejlighed, der ligeledes ligger på Frederiksberg.

- Vores forældre bor også her i bydelen, siger broren.

Det er tydeligt, at sagen om overfaldet stadig plager ham.

I 2012 blev Cem Aydin tævet ihjel af otte til ti gerningsmænd ikke langt fra hjemmet på Nordre Fasanvej. Foto: Privat 112 - 17. sep. 2015 - kl. 18:02 Familie udlover stor dusør i drabssag

- Vi søger jo at få ro til sørge over tabet af min lillebror. Og det er svært at finde den ro, når sagen er uopklaret. I stedet er der uvished over, hvorfor det skulle ske. Kan der være tale om en forveksling, hvor nogle har taget fejl af min lillebror og så en anden person?

- Det er i den grad nagende ikke have fået svar, siger Dogu Aydin og fortsætter:

- Der må jo sidde nogen derude, som ved noget, og det er dem, vi prøver at appellere til i forbindelse med, at vi nu udlover dusøren, siger Dogu Aydin.

- For os føles det, som om det skete i går. Følelserne kan kun beskrives som uretfærdighed, frustration, tomhed og uvished.

21-årige Cem Aydin døde kort efter, at han sent om aftenen 19. januar 2012 var blevet overfaldt og brutalt tævet foran opgangen til sit hjem på Frederiksberg.
21-årige Cem Aydin døde kort efter, at han sent om aftenen 19. januar 2012 var blevet overfaldt og brutalt tævet foran opgangen til sit hjem på Frederiksberg.

Storebroren arbejder som yngre læge på et sjællandsk sygehus.

Og pengene har familien gennem de seneste år samlet ind og sparet sammen.

- Der hvor andre har brugt penge på ferier, biler og den slags, så har vi i stedet sparet sammen til dusøren, siger storebroren, der fortæller, at pengene nu er overdraget til til politiet, der bestyrer dusøren.

- Vi søger sjælefred. Og det er mit håb, at enten en af gerningsmændene eller nogen i deres omgangskreds også søger sjælefred. Min lillebror blev dræbt, og det er jo en meget alvorlig ting, som burde plage dem også, siger storebroren.

- Mine forældre tænker på det hele tiden. Det er som om, vi har mistet  en del af vores livsglæde og -gejst.

Efter drabet på Cem Aydin 19. januar 2012 var der en del spekulationer og gisninger i pressen om det eventuelle motiv. Men det er aldrig klarlagt, hvorfor den 21-årige blev overfaldet og tævet så voldsomt, at han mistede livet.

- Der har været skrevet mange ting. Der har været spekuleret i, om min bror var banderelateret og alt muligt andet. Men det var han ikke. Min lillebror gik på gymnasiet og havde studiejob hos Boxer TV. Samtidig gik han og planlagde sit bryllup, siger Dogu Aydin.

- Selv går jeg hele tiden og spekulerer på, hvem der står bag overfaldet. Der er mange irrationelle tanker. Det kan være, når jeg går på gaden og ser en - hvad skal man kalde det - person, der virker mistænkelig eller underlig. Så kan jeg tage mig selv i tænke, om den person eventuelt har noget med det at gøre.

- Vi vil bare gerne have en afklaring og at retfærdigheden sker fyldest, så min bror kan hvile i fred samtidig med, at vi kan koncentrere os om at savne vores bror og søn.

-  Det er vores største ønske. Og kun det kan bringe os videre til at leve med savnet som det eneste, siger storebroren.