Tre Bandidos-rockere skal 18 år i fængsel

En dømt for drabsforsøg, en for at være hashbagmand og en for besiddelse af maskinpistol

Ekspræsidenten (t.v.) står til senere at skulle i retten igen. Anklagemyndigheden har tiltalt ham på ny for drabsforsøg. Foto: Per Rasmussen
Ekspræsidenten (t.v.) står til senere at skulle i retten igen. Anklagemyndigheden har tiltalt ham på ny for drabsforsøg. Foto: Per Rasmussen

RETTEN I NÆSTVED (Ekstra Bladet): Det 27-årige Bandidos-prospect Jim-Bo Poulsen skal 12 år i fængsel for at have forsøgt at dræbe en 25-årig hashsælger fra Næstved den 13. november 2017.

Det er netop blevet besluttet af et nævningeting ved Retten i Næstved.

Retten fandt det bevist, at han var en af to maskerede gerningsmænd, der troppede op i en lejlighed på Østre Ringvej, sparkede døren ind og skød og dræbte den 25-åriges hund, hvorefter gerningsmændene affyrede våbnet mod den 25-årige, der sad på sin seng i et soveværelse.

Den 25-årige overlevede, selv om han blev ramt af seks skud i arme, mave og ben.

Udnævnt til prospect
Det var blandt andet vidneforklaringer og fund på Jim-Bo Poulsens mobiltelefon samt en udnævnelse efterfølgende til prospect, der var medvirkende årsag til, at han blev dømt, forklarede retsformanden under oplæsningen af skyldkendelsen.

Jim-Bo Poulsen valgte at anke sin dom til landsretten.

Den 25-årige solgte hash for Satudarah. Retsformanden slog fast i sin kendelse, at drabsforsøget skete under en igangværende konflikt i bandemiljøet. Et forhold, der i udgangspunktet hæver straflængden med op mod det dobbelte i forhold til, hvad drabsforsøget og den ulovlige våbenbesiddelse ellers ville have givet.

Dna var ikke nok
Til gengæld blev det 28-årige Bandidos-prospect fra samme Næstved-chapter, Kenneth Bech Simonsen, frifundet for den del af anklageskriftet, der handlede om drabsforsøg. Selv om hans dna blev fundet på et patronhylster i lejligheden, vurderede retten ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed var bevist, at han var den anden gerningsmand.

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen
 

Kenneth Bech Simonsen blev til gengæld dømt for ulovlig våbenbesiddelse. Under en ransagning i mandens hjem fandt politiet en Husqvarna maskinpistol og tilhørende ammunition bag en sofa.

Kenneth Bech Simonsen skal fire år i fængsel, vurderede retten. Retten lagde vægt på, at maskinpistolen i efteråret 2017 var blevet brugt til at skyde mod en anden bande i Stenlille.

Kenneth Bech Simonsen valgte at modtage sin dom.

Ekspræsident var hashbagmand
Også præsidenten på daværende tidspunkt for Bandidos MC Westside, 35-årige Kristian Beck Hansen i bandemiljøet kaldet 'Biggie', blev dømt. Dog for et andet forhold end drabsforsøget. Han blev fundet skyldig i over en periode på knap to år at have leveret 75 kilo hash til en kvinde, som solgte hash for Bandidos. Ekspræsidenten havde selv erkendt at have leveret mellem 18 og 20 kilo til kvinden., Anklagemyndigheden mente derimod, at der var overdraget cirka 130 kilo.

Han blev idømt to år og seks måneders fængsel.

Anklagemyndigheden er også af den opfattelse, at ekspræsidenten spillede en rolle i drabsforsøget. Anklager Miriam Khalil har i retten fortalt, at ekspræsidenten efter politiets opfattelse orkestrerede drabsforsøget, men at han ikke selv var til stede i lejligheden, da drabsforsøget fandt sted.

Konfiskerer værdier
Ekspræsidentens rolle fremgik derimod ikke af anklageskriftet, og derfor valgte retten at afvise tiltalen for drabsforsøg rettet mod ham. Til gengæld står ekspræsidenten til senere at måtte en tur i retten. Han er blevet tiltalt på ny i sagen. Denne gang med en anden formulering.

Ud over fængselsstraffen besluttede retten, at den 35-årige ekspræsident skal have konfiskeret 1,5 millioner kroner for ulovlig fortjeneste på hashsalget. Politiet har beslaglagt værdier i den 35-åriges hjem. Blandt andet Hornslethmalerier, ph-lamper og en Harley Davidson motorcykel.

Se også: Bandidos-boss tiltalt for drabsforsøg: Her er afgørelsen

Da en 25-årig mand i november 2017 blev opsøgt og skudt i sin lejlighed i Næstved, var der kamp om hashmarkedet i Næstved mellem Satudarah og Bandidos, mener anklagemyndigheden i sagen. Foto: Kenneth Meyer/Tarek Khan Krimi Hashsælger for Satudarah skudt - 'Han kunne danse tango i sengen'