Tre kørelærere risikerer fængsel

De er tiltalt for fuskeri - retssagen begynder mandag

Tre kørelærere fra Randers risikerer at ryge en tur bag tremmer, hvis de bliver kendt skyldige i anklageskriftet mod dem.

Ifølge amtsavisen.dk sidder de tre kørelærere på anklagebænken, når retssagen begynder mandag ved Retten i Randers.

Ifølge anklageskriftet har de tre personer angiveligt fusket med opgørelsen af elevernes undervisning. Der er angiveligt også eksempler på, at undervisningen af eleverne ikke har levet op til lovens krav.

Lærerne har således givet forkerte oplysninger til Østjyllands Politi om, hvordan og hvornår der er gennemført teori- og køreundervisning i den pågældende køreskole. Derudover er der et eksempel på, at der direkte er blevet løjet om, hvem der stod for undervisningen af eleverne i de opgjorte timer, skriver amtsavisen.dk.

Elever går fri
Ifølge anklageskriftet er der blevet snydt med undervisningen af i alt 23 køreskolelever.

Senioranklager Marianne Birck oplyser til amtsavisen.dk, at sagen ikke vil få konsekvenser for de elever, som har været ofre for det angivelige fuskeri.

Retssagen finder sted mandag 18., tirsdag 19. og torsdag 21. februar.

Køreskolen er nu lukket.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere