Tre lig skyllet op på strande i ferieparadis: Et mysterium

På Sicilien er tre lig skyllet op på strandene nær feriebyen Cefalu. Myndighederne undersøger stadig, hvad der er sket

Stranden i byen Cefalú på Sicilien. Foto: Shutterstock
Stranden i byen Cefalú på Sicilien. Foto: Shutterstock

På Sicilien er det nu sket igen.

Onsdag skyllede det tredje lig på kort tid op på en strand nær turistbyen Cefalú på Siciliens nordkyst. Og det vækker undren.

31. december sidste år skyllede det første lig op på stranden i Cefalu, mens nummer to lig blev fundet på en strand i byen Castel di Tusa.

Det skriver Corriere della Sera.

Fundene er naturligvis blevet undersøgt af de italienske myndigheder, der stadig ikke har et svar på, hvad der er sket.

- Vi har ikke udelukket, at disse lig stammer fra et skib, der har fået problemer i de stærke vinde langs kysten.

- En anden teori er, at der er tale om narkokriminelle, der er faldet i vandet, mens de var ombord på et skib, der har smuglet narkotika, men her taler vi naturligvis om en teori, der skal verificeres, siger anklager i byen Patti, Angelo Cavallo, til Corriere della Sera.

Mulige narkokriminelle
Den teori bakkes op af andre fund, der er blevet gjort i området. Flere store poser med hash og andre lægemidler er også skyllet op i den nordlige og sydvestlige del af øen.

Der skulle angiveligt være tale omkring 100 kilo forskellige stoffer.

Det er dog fortsat uklart, om de fund har en sammenhæng med ligfundene, og derfor arbejder politiet sammen på tværs af øen.

De døde personer, der er blevet fundet, er alle mænd på omkring 40-50 år med tatoveringer, men det er uklart, hvor længe de har ligget i vandet.

De italienske myndigheder har flere gange stoppet narkokriminelle fra den nordlige del af Afrika, der forsøger at smugle narkotika ind i Europa via enten Italien eller Spanien.

Middelalderbyen Cefalú på den nordlige kyst er en af de mest besøgte turistbyer på Sicilien.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere