Tre mænd sigtet: Kastede knivsåret kvinde ud fra altan

26-årig Kolding-kvinde er uden for livsfare efter voldsomt drabsforsøg mandag aften

Video: Local Eyes.

Tre mellemøstlige mænd på 26, 29 og 37 år sidder i øjeblikket i et grundlovsforhør retten i Kolding på en sigtelse for drabsforsøg på en 26-årig dansk kvinde mandag aften.

Mændene blev anholdt kort efter, at kvinden ved 18-tiden var blevet kastet ud over en altan fra sin 1. sals lejlighed på Skovvejen i Kolding.

Da en ambulance nåede frem, kunne mandskabet se, at kvinden blødte efter adskillige stiksår flere steder på overkroppen. Kvinden var i livsfare, da hun kom på operationsbordet, men er i løbet af i dag meldt uden for livsfare, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Nægter sig skyldige
De tre mænd befandt sig stadig i ejendommen, da politiet straks efter ankom. De blev alle anholdt.

Efter at sigtelsen blev læst op i begyndelsen af grundlovsforhøret, nægtede de sig hver især skyldige.

Offer har barn med sigtet
I lejligheden befandt sig også et to-årigt barn, som den kvæstede kvinde har med den ældste af de tre mænd. Barnet blev mandag aften overdraget til de sociale myndigheder.

- I følge den retsmedicinske undersøgelse, er den forurettede tilføjet knivstik fortil på halsen, i nakken, i ryggen og i maven, oplyste anklageren, inden dommer Agnete Ergarth Skouv valgte at lukke dørene for offentligheden.

Dørlukningen skete af hensyn til efterforskningen. To af de tre sigtede blev kort efter under politibevogtning ført ud af retslokalet, i mens den tredje afgav forklaring.

Politiet oplyste i aftes, at to af de anholdte er brødre. Det er kvindens tidligere samlever og hans otte år yngre bror. Hvilken rolle den 26-årige mand har i det blodige drama, er ikke oplyst.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere