Tre nye anmeldelser om Emilie: Politi gennemsøger overvågning i Skive

Der er indløbet flere forskellige anmeldelser ind fra personer i Skive, der mener, der har set den forsvundne Emilie Meng

Emilie Meng har siden klokken 4 natten til 10. juli været forsvundet. Der er stadig intet, der kan fortælle, hvad der er sket med hende. Foto: Politiet
Emilie Meng har siden klokken 4 natten til 10. juli været forsvundet. Der er stadig intet, der kan fortælle, hvad der er sket med hende. Foto: Politiet

Siden 10. juli klokken fire om morgenen, har 18-årige Emilie Meng fra Korsør været forsvundet sporløst. Hun blev sidst set med sikkerhed ved byens station.

Politi, frivillige og familie har søgt med lys, lygte og alle andre hjælpemidler lige siden, men intet har endnu bragt afgørende nyt til efterforskningen.

Borgere fra hele landet forsøger dog stadig at hjælpe politiet. Senest har Midt- og Vestjyllands Politi modtaget flere anmeldelser om, at Emilie Meng skulle være set i Skive i weekenden.

- En borger mener at have taget billeder af pigen. Billederne lignede Emilie så meget, at vi startede en eftersøgning heroppe, men den har desværre ikke båret frugt, siger Henrik Nielsen, der er vagtchef i Midt- og Vestjyllands Politi.

Borgeren så angiveligt den Emilie-lignende pige trække en cykel med sovepose og liggeunderlag lørdag aften klokken 19 på Havnevej i Skive. Det var i den forbindelse, at det lykkedes vedkommende at tage et billede af pigen, som politiet senere fik.

To andre personer har uafhængigt af hinanden ringet til politiet og fortalt, at de også mener, at de har set Emilie Meng i samme område ved Krabbesholm i Skive søndag.

Se også: Politiet håber stadig: Folk på ferie kan vide noget om Emilie

Vil skaffe overvågning fra Skive
De tre forskellige henvendelser har fået politiet til at udvide efterforskningen.

- Derfor har vi valgt at gennemse overvågningsvideoerne fra stationen i Skive. Vi har ikke modtaget videoerne endnu, men når vi gør, skal de tjekkes helt igennem for at se, om Emilie er der, siger Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Det har hele vejen igennem været Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som har siddet med sagen om Emilie Meng.

- Men vi kommer selv til at se de her videoer igennem, fordi anmeldelserne er indløbet her i kredsen, siger vagtchefen i Midt- og Vestjylland.

Artiklen fortsætter under billedet:

Billeder sendt til Sydsjælland
Selv om den midt- og vestjyske politikreds selv kommer til at stå for at se overvågningsmaterialet fra Skive igennem, så er billederne, borgeren tog af den mulige Emilie i Skive, nu sendt til Sydsjælland.

Man har ikke flere kopier af billederne i Midt- og Vestjyllands Politi, men de ville alligevel ikke blive offentliggjort, før politiet kunne være helt sikre på, at det faktisk er Emilie, der er blevet taget billeder af.

Ellers kunne man risikere at offentliggøre fotografier af en person, der helt uden at vide det er blevet affotograferet under mistanke om at være en helt anden.

Se også: Emilie forsvundet i en uge: Her er, hvad vi ved

Efterlyst i udlandet
Frivillige har i samarbejde med politiet været med til at lede efter Emilie fra dag et i området i og omkring Korsør. Nu har de dog også valgt at lede i udlandet.

Personer fra gruppen 'Forsvundne personer' har således hængt løbesedler op rundt omkring, og nu er sedlerne også blevet sat op i Sverige og Tyskland.  indtil videre ledt i området omkring Korsør, men der bliver også ledt efter hende i udlandet.

- Der er blevet sponsoreret sedler til os, som nu er hængt op i hele Danmark og i Sverige og Tyskland, har stifteren af gruppen 'Forsvundne personer', Sofie Sønderup, tidligere udtalt til Ekstra Bladet.

Se også: Vi giver ikke op: Nu efterlyses Emilie i udlandet