Tre personer anholdt efter drama i dansk by

Der er tale om beboere, som har opført sig voldsomt og ødelagt flere ting, oplyser politiet

Foto: Per Rasmussen
Foto: Per Rasmussen

Politiet er mandag morgen massivt til stede ved psykiatrisk afdeling i Vordingborg.

Det fortæller vicepolitiinspektør hos Sydsjællands Politi Anton Havegård til Ekstra Bladet.

- Der er nogle tilknyttet stedet, som opfører sig voldsomt og udadreagerende, siger han.

Han fortæller videre, at det er isoleret inde på afdelingen, og det altså ikke foregår i offentligheden.

Ifølge Anton Havegård var man til stede med flere patruljevogne. Ved 08.30-tiden oplyser han, at man har anholdt tre personer.

- Jeg kan sige, at vi har styr på situationen. Vi har tre anholdte nu og her. De har lavet ballade dernede. Der har været fremsat trusler og nogle ting er formentlig blevet smadret. Vi er i gang med at få styr på det samlede billede af hændelsesforløbet. Derfor er vi fortsat til stede.

Ekstra Bladets mand på stedet fortalte tidligere på morgenstunden, at politiet var i gang med at tage maskinpistoler frem og ifører sig skudsikre veste. Flere var samtidigt blevet evakueret ude på en nærtliggende græsplæne

- Det er normal procedure i sådanne situationer, siger Anton Havegård.

Der holder tre ambulancer og adskillige politibiler på stedet.

Politi og redningsmandskab ved psykiatrisk afdeling i Vordingborg. Foto: Per Rasmussen
Politi og redningsmandskab ved psykiatrisk afdeling i Vordingborg. Foto: Per Rasmussen