Tre personer indlagt efter kemikalieudslip hos Novo Nordisk

Politiet har lukket et lokale af hos Novo Nordisk i Gentofte, mens efterforskningen finder sted

Politi og redning er på stedet. Video: Byrd / Jesper Villadsen

Tirsdag aften er tre personer blevet indlagt efter et kemikalieudslip hos Novo Nordisk i Gentofte.

Det oplyser vagtchefen hos Nordsjællands Politi, Dan Houtved, til Ekstra Bladet.

- Vi får anmeldelsen klokken 17.13 via 112 om, at tre personer er blevet udsat for giftige stoffer, som gør, at de føler ubehag. Derfor kører en akutlæge og ambulancer derud, mens vi vælger at køre med, fordi der kan være tale om en arbejdsulykke.

Vagtchefen fortæller, at tre personer er blevet undersøgt på stedet, og at de har haft åndedrætsbesvær. Derfor er de kørt til behandling på Rigshospitalet.

- Kemikalievagten er også blevet tilkaldt, og de har aflukket rummet, hvor de tre personer har været udsat for udslippet. De skal nu undersøge stedet og sørge for, at det hele bliver bragt i orden, lyder det fra Dan Houtved.

Novo Nordisk oplyser i en mail til Ekstra Bladet, at man behandler hændelsen som en arbejdsulykke. Presseafdelingen i virksomheden skriver videre:

'Der har her til eftermiddag været en lækage på en pakning i et lokale. Tre medarbejdere kan have været udsat for dampe, og de er derfor sendt til undersøgelse. Beredskabet er på stedet, og vi er ved at rydde op på forsvarlig vis.'

Ekstra Bladet følger sagen ...