Tre personer omkommet i trafikulykke

Først var meldingen, at to personer var omkommet - nu er endnu en omkommet af sine kvæstelser. En 26-årig sigtes blandt andet for uagtsomt manddrab

Video/redigering: Local Eyes/Signe Skov

Tre personer er omkommet efter en færdselsulykke søndag aften.

Ulykken skete på Odensevej ved T-krydset mellem Odensevej og Assensvej umiddelbart uden for Bogenses bygrænse, og det blev anmeldt klokken 20.35.

En 26-årig mand, som ramte den forulykkede bil, er anholdt og skal fremstilles i grundlovsforhør mandag. Han er sigtet for uagtsomt manddrab og spirituskørsel samt for at flygte fra uheldsstedet.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Høj hastighed
Personbilen med den 26-årige fører kørte i meget høj fart - mellem 120 og 130 kilometer i timen, da ulykken skete, oplyser den anholdte til politiet.

Søndag aften var meldingen, at to personer var omkommet, og en tredje var kommet alvorligt til skade. Det er mandag justeret til tre omkomne.

Det er en 63-årige kvinde fra Esbjerg, der mandag morgen af afgået ved døden efter sine skader i forbindelse med ulykken.

De to øvrige personer, der omkom på ulykkesstedet, er en 37-årig mand fra København og en 64-årig kvinde fra Vestfyn.

Tre familiemedlemmer
Da redningsmandskabet ankom til stedet, stod det hurtigt klart, at den 37-årige og den 64-årige var omkommet. Den 63-årige blev fløjet på sygehuset af en lægehelikopter.

De tre personer var i familie med hinanden. Deres pårørende er underrettet.

Den 26-årige chauffør slap uden skader, mens en passager i bilen fik mindre skader.

Hvordan ulykken, der har kostet tre personer livet, kunne ske, er politiet stadig ved at klarlægge.